Produktionsresultatet – den ‘reale’ kage
Inge Røpke
Ifølge økologisk økonomi er der ingen tvivl om, at der er grænser for vækst i biofysiske termer. Men betyder det også, at der er grænser for vækst i økonomiske termer? Det afhænger selvfølgelig af, hvad man egentlig mener med begrebet ”økonomisk vækst”. Før vi ser på den aktuelle definition af økonomisk vækst, der knytter sig til begrebet om bruttonationalproduktet, følger her nogle mere grundlæggende overvejelser over, hvad der er til rådighed for samfundet. Det er et grundproblem i økonomisk teori, om man kan definere, hvad et samfund har til rådighed til forbrug og investeringer i løbet af et år. Kan man tale om, at samfundet i løbet af et år fremstiller en ”real kage” – et produktionsresultat, hvoraf noget afsættes til investeringer, og noget fordeles mellem samfundets medlemmer til forbrug? Og kan ”kagen” i så fald måles?
For økologisk økonomi ville det være nærliggende at se på samfundets energioverskud som et mål for kagens størrelse. Når mennesker lever i samfund, der har rådighed over langt mere energi end den mængde, der er nødvendig for overlevelse (det endosomatiske energiforbrug ganget med befolkningens størrelse), så har samfundets medlemmer mulighed for at opnå en høj materiel levestandard. Selvom det giver god mening, er det ikke rigtig tilfredsstillende at måle størrelsen af produktionsresultatet som direkte proportionalt med størrelsen af input. Potentialet for en høj levestandard er ikke det samme som realiseringen af den. Der kan godt være meget energi til rådighed for et samfund, uden at det bliver omsat til stor brugsværdi for samfundet. For det første kan en del af energien gå tabt i form af spild undervejs, og for det andet kan produktionen bestå i produkter, der ikke er nyttige for samfundet. Det ville derfor være mere tilfredsstillende, hvis produktionsresultatet kunne anskues på en måde, der afspejler brugsværdien.
Fremstilling og forbrug af kagen
Når produktionsresultatet ikke kan måles på en meningsfuld måde fra inputsiden, kan det så gøres fra outputsiden? Her bliver det centrale spørgsmål, hvad produktionsresultatet egentlig består af: Hvad skal regnes med i den ”reale kage”, der er kommet ud af årets anstrengelser, og hvad skal ses som forbrug af kagen? Gennem økonomisk teoris historie har det i høj grad været et kontroversielt spørgsmål, hvad der skal ses som en del af produktionsresultatet, og dermed hvilke menneskelige aktiviteter der skal anskues som henholdsvis produktive aktiviteter og forbrugsaktiviteter. Det er forholdsvis enkelt at blive enige om, at fremstillingen af mad, tøj og boliger er produktive aktiviteter, der bidrager positivt til produktionsresultatet. Før i tiden var det en udbredt opfattelse, at kun fremskaffelsen af de basale livsfornødenheder kan ses som produktiv, fordi de er grundlaget for alt andet: Kun når de produktive kan fremskaffe flere livsfornødenheder, end de selv skal bruge, har samfundet råd til, at andre kan bruge deres tid på at sørge for gamle og syge, give koncerter og udøve religiøse ritualer. Men hvis perspektivet skal være meningsfuldt, så bliver viften af produktive aktiviteter hurtigt bred, for mange aktiviteter er forudsætninger for den direkte produktion af livsfornødenheder, for eksempel fremstillingen af de redskaber, der skal bruges, og de omsorgs- og uddannelsesaktiviteter, der er nødvendige, for at ny arbejdskraft kan vokse op og få de fornødne kvalifikationer. Jo mere komplekse samfundene bliver, des bredere bliver viften af aktiviteter, der spiller en mere eller mindre central rolle for livsgrundlaget: Livsfornødenheder skal ikke bare fremstilles, men også distribueres, affaldet skal bortskaffes osv. Som i en myretue eller et økosystem er de mange forskellige funktioner indbyrdes afhængige. Desuden bliver det i stigende grad vanskeligt at definere, hvad der er de mest basale livsfornødenheder. Det giver ikke rigtig mening at kalde stadig større boliger og stadig mere varieret mad og beklædning for livsfornødenheder, hvis omsorg for gamle og syge, koncerter osv. ikke skulle være det.
Når det er så svært at afgrænse produktive aktiviteter på en meningsfuld måde, er det nærliggende at vælge det modsatte yderpunkt – at alle aktiviteter er produktive og bidrager til produktionsresultatet. Men det virker heller ikke særlig tilfredsstillende. For det første er det almindeligt at skelne mellem produktion og forbrug, hvor produktivt arbejde ses som en forudsætning for forbrugsaktiviteter: Først skal maden fremstilles, siden skal den spises. Selvom ernæring er en forudsætning for produktion, er det alligevel almindeligt at se spisning som en form for formål med de produktive aktiviteter og dermed som en forbrugsaktivitet. I litteraturen om tidsstudier findes et forslag til et generelt kriterium for, hvordan der kan skelnes mellem produktion og forbrug: En aktivitet har karakter af forbrug, hvis den kun kan udføres af den aktive person selv – eller hvis den taber i værdi ved at blive overdraget til andre. Som Erik Ib Schmidt skriver: ”Man kan ikke lade andre spise og drikke for sig, ikke lade andre sove for sig, gå en tur, spille fodbold eller læse en god bog eller overlade det til en anden at lytte til god musik eller elske for sig.” (Behøver vi at nå det hele? Spektrum 1990). Samtidig anerkendes det, at kriteriet indebærer grænsetilfælde. For eksempel er uddannelse uløseligt knyttet til den person, der uddanner sig, så kriteriet lægger op til at karakterisere uddannelse som forbrug, selvom den samtidig kan have karakter af en produktiv investering. Skal man udarbejde målinger og statistik, er det nødvendigt at håndtere grænsetilfælde, men det er ikke afgørende for mere principielle overvejelser.
En anden grund til ikke at anskue alle aktiviteter som produktive er baseret på det synspunkt, at nogle aktiviteter ikke øger produktionsresultatet, men snarere indebærer spild eller er direkte skadelige. Eksempelvis vil nogle betvivle det nyttige i at prøve at overtale personer til at bruge noget, som de lige så godt kan undvære (for eksempel gennem reklame). Eller det nyttige i at producere noget, der er skadeligt for helbredet (for eksempel tobak) eller øger risikoen for krig (for eksempel våben). Desuden er det nærliggende at tage højde for, at mange nyttige aktiviteter samtidig har nogle skadevirkninger for eksempel i form af forurening. Det taler for at operere med produktionsresultatet som et nettobegreb, hvor skadevirkningerne er trukket fra.
For det tredje består nogle aktiviteter snarere i omfordeling end i produktion. For eksempel vil mange nok betvivle det produktive i en aktivitet som at stjæle, selvom Robin Hood måske kunne øge den samlede livskvalitet ved at tage fra de rige og give til de fattige. I mange samfund omfordeles produktionsresultatet for at sørge for for eksempel gamle og syge, der ikke selv kan bidrage til at frembringe goderne, men omfordelingen ses ikke som produktion. Som det vil fremgå i afsnittet om fordeling, har samfundene også mekanismer, der sikrer stærke grupper en andel af produktionsresultatet på bekostning af andre.
Disse argumenter lægger op til, at det giver mening at skelne mellem produktive og ikke-produktive aktiviteter, også i komplekse samfund: Selvom det hele hænger sammen, er det nærliggende at skelne mellem produktion og forbrug. Desuden er det almindeligt at skelne mellem aktiviteter, der bidrager til at fremstille brugsværdier, og aktiviteter, der omfordeler brugsværdierne. Men samtidig er de konkrete skillelinjer kontroversielle. Ud fra et økologisk økonomisk perspektiv er der nogle af de ofte anvendte kriterier, der ikke giver mening. For eksempel kan der ikke skelnes mellem produktive og uproduktive aktiviteter ud fra et kriterie, der tager udgangspunkt i den økonomiske enhed, der udfører aktiviteten: En aktivitet bliver hverken mere eller mindre produktiv af at blive udført i en privat virksomhed frem for en husholdning eller den offentlige sektor. Det er et bidrag til produktionsresultatet, uanset om grøntsagerne bliver dyrket i et gartneri eller i en privat have, eller om børnene bliver passet i en offentlig vuggestue, af en ansat au pair eller af forældrene. Det er heller ikke et relevant kriterie, om nogen tjener penge på udførelsen af en opgave eller ej. Man kan sige, at betaling er en slags bevis for, at nogen opfatter noget som nyttigt, men manglende betaling behøver ikke være udtryk for det modsatte. Om der tjenes penge eller ej, har noget med fordelingsmekanismer at gøre, som det omtales i afsnittet om fordeling.
Kagens størrelse og anvendelse
Når produktionsresultatet ses som en ”real kage” – en mængde af brugsværdier, der er til rådighed for et samfund i et givet år – så giver det mest mening at referere til den endelige kage, så man ikke kommer til at regne råvarer og mellemprodukter med flere gange. Nogle brugsværdier er i årets løb blevet brugt til at fremstille andre brugsværdier. Da de kun har været midler til målet, bør de ikke regnes med i den reale kage: Med andre ord, den reale kage er den endelige bagte kage – ikke det mel, de æg og det sukker, der er brugt til at fremstille den. Nogle af brugsværdierne i den endelige reale kage sættes til side for at blive anvendt til at øge den fremtidige produktion. Sådanne investeringer består for eksempel af nye bygninger, maskiner, uddannelse og forskningsaktiviteter samt naturgenopretning (forbrugsgoder, der lægges på lager til senere, kan også ses som investeringer). Andre brugsværdier består af goder og tjenester som mad, tøj, boligbenyttelse, teaterbesøg, børnepasning og sundhedsydelser, der kan ses som forbrug. Man kan diskutere, hvad der skal opfattes som henholdsvis forbrug og investeringer, men den afgrænsning er ikke afgørende her (det er den til gengæld, når man laver statistik og modeller). I afsnittet om dynamik og fordeling ser vi på, hvorfor kagen vokser over tid, og hvordan den bliver fordelt mellem samfundsgrupper.
Selvom fremstillingen her tilslutter sig den forestilling, at et samfund i løbet af et år tilvejebringer et produktionsresultat, må det samtidig konstateres, at der ikke er givet noget bud på, hvordan denne mængde af brugsværdier kan måles på en meningsfuld måde fra outputsiden. Økologisk økonomi har bud på biofysiske målinger af de input, der anvendes i produktionen, men ikke på målingen af output: Der er ikke nogen relevant fælles biofysisk kvalitet af output, der gør det muligt at lægge brugsværdierne sammen. Alligevel vil begrebet om den reale kage blive brugt som en abstrakt forestilling om en mængde af brugsværdier i andre afsnit.
Bruttonationalproduktet
For at kunne lægge brugsværdierne sammen må de have en fælles egenskab. Efterhånden som markedsøkonomien udvikler sig, så stadig flere varer og tjenester bliver handlet på markeder, bliver det nærliggende at bruge priser som den fælles målestok. Så kan den samlede sum af årets produktion af brugsværdier beregnes ved at gange hver enkelt vare (eller tjeneste) med varens pris og lægge det hele sammen. For at undgå dobbeltregning – altså at råvarer og mellemprodukter regnes med flere gange – må man fra den enkelte vares pris fratrække værdien af de anvendte input fra andre producenter. Hermed får man beregnet markedsværdien af den endelige bagte kage. Det er denne tankegang, der i 1930’erne udmøntes i begrebet bruttonationalproduktet, BNP. I det følgende går vi nærmere ind på BNP uden at diskutere, hvorfor økologiske økonomer er skeptiske over for brugen af priser som målestok. Det kommer vi ind på i temaerne om Drivkræfter og fordeling og om Politiske beslutninger.
Tankegangen bag BNP udspringer af den simple kredsløbsmodel, der kendes fra neoklassisk økonomi, hvor virksomhederne forsyner husholdningerne med varer mod betaling på færdigvaremarkederne, mens husholdningerne forsyner virksomhederne med input til produktionen mod betaling på markederne for produktionsfaktorer (baseret på det perspektiv, at husholdningerne i sidste ende er ejere af alle produktionsfaktorer). Ud fra denne simple model (hvor der ses bort fra investeringer, offentlig sektor og udland) kan BNP beregnes på tre måder, der i princippet giver samme resultat. BNP er den årlige sum af:
- Værditilvæksten i alle virksomheder, det vil sige varernes pris minus værdien af anvendte input fra andre virksomheder (jf. ovenfor)
- Produktionsværdien af alle færdigvarer, der sælges til husholdningerne (baseret på færdigvarens pris, uden at inputs trækkes fra)
- Husholdningernes indkomster i form af løn, aktieudbytte, renter mv.
I praksis er beregningerne selvfølgelig mere komplicerede, blandt andet fordi investeringer, den offentlige sektor og udlandet også må inddrages.
Bestræbelserne på at udforme statistiske opgørelser af samfundets samlede produktion eller indkomst går langt tilbage, men det er først i tiden omkring den store depression i 1930’erne, at der for alvor kommer fokus på styringen af makroøkonomien og dermed på behovet for redskaber til at måle den samlede økonomiske aktivitet. Efter det store Wall Street-krak i 1929 og den efterfølgende eksplosive arbejdsløshed havde de vestlige regeringer i 1930’erne brug for detaljerede statistikker for samfundsøkonomien. I USA fik økonomen Simon Kuznets derfor til opgave at udarbejde et mål for den samlede amerikanske økonomis tilstand, hvilket førte til et af de første bud på det, vi i dag kalder bruttonationalproduktet, BNP. Kuznets’ oprindelige ambition var at lave et mål for økonomisk velfærd, så han foreslog for eksempel at fratrække udgifter til våben, reklamer og finansiel spekulation fra nationalindkomsten. Men dette fokus ændrede sig afgørende med krigsforberedelserne, fordi det blev vigtigt at beregne, hvor mange ressourcer der kunne trækkes ind i krigsindsatsen, og fordi denne indsats helst ikke måtte fremstå som et dræn i økonomien.
I denne tidlige fase af udviklingen af BNP-målet var opgørelsen et middel, der skulle støtte bekæmpelse af arbejdsløshed og mobilisering af ressourcer til krig, og ikke et mål i sig selv. Det var først i løbet af 1950’erne og 1960’erne, at vækst i BNP kom på dagsordenen som en målsætning, blandt andet motiveret af konkurrencen med Sovjetunionen. Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) var en af hoveddrivkræfterne bag at gøre BNP til et mål for økonomisk vækst og økonomisk vækst til en topprioritet for den økonomiske politik.
I dag behøver man ikke at følge særlig meget med i debatten om den danske økonomi for at opdage, at økonomisk vækst er et uomtvisteligt kernetema og et af hovedmålene for den økonomiske politik. Økonomisk vækst opfattes ofte som synonym med velstand, fremgang og overskud, mens recession – det modsatte af økonomisk vækst – forbindes med fattigdom, tilbageskridt og underskud. Denne status skyldes blandt andet sammenhængen mellem økonomisk vækst og beskæftigelse og finansieringen af velfærdsstaten.
Kritik af BNP
Samtidig med at BNP-målet har opnået voksende betydning i den økonomiske politik, er også kritikken rettet mod denne indikator vokset. Særligt i forbindelse med fremkomsten af globale miljøproblemer er kritikken blevet mere og mere udtalt.
De klassiske indvendinger imod BNP peger på de problemer, som Kuznets selv var optaget af. Når alle økonomiske transaktioner indregnes som bidrag til BNP, bliver det ikke noget godt mål for velfærd. For det første stiger BNP, når der skal ryddes op efter forurening og bilulykker. Der sker heller ikke nogen modregning i BNP, når økonomiske aktiviteter reducerer beholdningen af naturressourcer som olie, udpiner landbrugsjorden eller skader habitater for dyr og planter. For det andet er der mange nyttige aktiviteter, der ikke regnes med i BNP, fordi de ikke omsættes på et marked. Det gælder for eksempel husligt arbejde i hjemmet og frivilligt arbejde i foreninger. Da flere kvinder kom ud på arbejdsmarkedet i 1960’erne, og flere børn blev passet i børneinstitutioner, resulterede det således i sig selv i en stigning i BNP.
Dertil kommer, at fokuseringen på BNP som det centrale mål for velfærd fører til nedprioritering af andre aspekter af velfærd. For eksempel har der i de senere år været en del diskussion af betydningen af lighed for velfærden i et samfund. Social- og sundhedsforskerne Wilkinson og Pickett har på grundlag af en større statistisk analyse argumenteret for, at mere lige samfund oplever større velfærd målt på en lang række parametre knyttet til folkesundhed og kriminalitet. Tilsvarende har andre fremhævet, at mere lighed øger graden af gensidig tillid og dermed velfærden i samfundet.
Der fremføres mange andre kritikpunkter over for opgørelsen af BNP, og de konkrete beregningsmetoder forandrer sig løbende. For eksempel er det et kontroversielt spørgsmål, hvordan den finansielle sektors bidrag til BNP gøres op (i hvilken grad skal aktiviteterne ses som produktive, henholdsvis som fradrag i andre sektorers indkomst), ligesom det diskuteres, hvordan statistikken kan indfange, hvad der foregår i den digitale økonomi, hvor mange tjenester umiddelbart er gratis.