Naturen – i menneskets tjeneste
Susse Georg
Der er mange måder at karakterisere naturen på, men det er efterhånden blevet udbredt at have et ’ressourcesyn’ på naturen. Her betragtes naturen som leverandør af de råstoffer eller ressourcer, herunder også den energi, vi bruger for at opretholde samfundslivet. Blandt de kritiske råstoffer er for eksempel rent drikkevand, landbrugsjord, sjældne jordarters metaller og forskellige former for energibærere såsom træ, kul og olie. Nogle af disse materialer er fornybare, det vil sige, at de kan gendannes (inden for en overskuelig fremtid), mens andre ikke kan og betragtes som ikke-fornybare. Træ betragtes som fornybart, fordi en skov kan vokse op igen. Kul, gas og olie – de fossile brændstoffer – der er dannet, ved at organisk materiale (planter og alger) har ligget i pres under jorden i mange millioner år, betragtes derimod ikke som fornybare råstoffer.
Mennesker bruger utrolige mængder af råstoffer. Af samme grund er man særlig interesseret i at kende til størrelsen af råstoflageret og til, hvordan naturens stofstrømme foregår. Set i lyset af klodens voksende befolkning er det blevet et vigtigt spørgsmål, om der er råstoffer nok til at opretholde vores voksende forbrug, således at fremtidige generationer også vil have en mulighed for at kunne bruge af naturens råstoffer. Der er intet simpelt svar på dette spørgsmål. Nogle har fremhævet, at der er ’grænser for vækst’, mens andre hævder, at vi som følge af den teknologiske udvikling vil kunne finde på alternativer og dermed mindske eller helt fjerne vores afhængighed af bestemte, begrænsede råstoffer. Selv om dette givetvis er muligt i mange tilfælde, er der tilsyneladende nogle råstoffer, som ikke lader sig erstatte af andre. Det drejer sig for eksempel om fosfor, som spiller en afgørende rolle i planters fotosyntese og i fødevareproduktionen.
Man kan også anlægge et såkaldt processyn på naturen, hvor det særligt er stof- og energistrømmene og deres samspil med levende organismer, der står centralt. Dette samspil mellem levende organismer og deres fysiske omgivelser – mellem det biotiske og det abiotiske – udfolder sig i økosystemer, hvis udvikling bestemmes af den gensidige påvirkning og afhængighed organismerne og omgivelserne imellem. Der er således tale om biologiske, fysiske og kemiske processer, som indgår i en lang række sammenhængende kredsløb.
Fra et menneskeligt perspektiv betegnes resultatet af disse processer ofte som økosystemtjenester, og de er helt afgørende for livets opretholdelse. Man skelner mellem fire typer af økosystemtjenester:
- Forsyningstjenester som for eksempel tilvejebringelse af fødevarer og træ til møbelproduktion og byggeri. Disse tjenester baseres ikke udelukkende på naturens råstoffer og materiale-/energistrømme, men beror også på brugen af menneskelig arbejdskraft, maskiner m.m.
- Regulerende tjenester, som knyttes til økosystemernes evne til for eksempel at omsætte (og tilbageholde) næringsstoffer i jorden eller vandet, og som herigennem kan påvirke jord- og vandkvaliteten. Bestøvning af planter er en anden meget vigtig reguleringstjeneste, da det påvirker fødevareproduktionen. Bestøves planterne ikke, falder produktionen. Faldet i antallet af bier har fået særlig megen opmærksomhed i den forbindelse.
- Kulturelle tjenester er de oplevelser, mennesker kan få fra økosystemerne, for eksempel i forbindelse med fritidsaktiviteter som at gå en tur i skoven, plukke blomster og bær. Landskaber kan også levere sådanne tjenester ved at indeholde ting, som anses for værdifulde og bevaringsværdige, for eksempel geologiske formationer som klinter eller forskellige former for kulturarv som gravhøje.
- De understøttende tjenester er tjenester, som understøtter tilvejebringelsen af de andre tjenester. Eksempler på sådanne understøttende tjenester er fotosyntesen, næringsstoffernes kredsløb og forskellige jordbundsforhold.
Økosystemtjenesterne er således afgørende for vores velbefindende – vores indbyrdes relationer, helbred, livskvalitet og sikkerhed. Af samme grund skal disse tjenester også beskyttes eller forvaltes på en måde, så de ikke ødelægges af forurening og overudnyttelse. For eksempel kan kemikalier sive ned til grundvandet og ødelægge vores drikkevand, landbrugsjorde kan udpines, så det ikke er muligt at opretholde en landbrugsproduktion, og bestøvende insekters levesteder kan forsvinde, så bestanden af sådanne insekter går ned eller helt forsvinder.
Imidlertid er der meget, der tyder på, at vores brug af økosystemtjenester har taget overhånd. I løbet af de sidste 50 år er økosystemerne ifølge Millennium Ecosystem Assessment-rapporten fra 2005 ændret så meget, at de enten er overbelastede eller ved at blive ødelagt. Det vil sige, at menneskeheden er godt i gang med at undergrave samfundenes fremtidige udviklingsmuligheder, idet der er fare for hurtige, uoprettelige ændringer af økosystemerne, som kan få alvorlige konsekvenser for vores velbefindende. Det er på baggrund heraf, at mange er begyndt at tale om, at der er grænser for, hvad planetens økosystemer kan klare – de såkaldte planetære grænser (se infoboks om ’planetære grænser’ i tema 3, ’vækst og miljø’).
De to oven for beskrevne perspektiver på menneskets favntag med naturen leverer to forskellige, beskrivelser af de udfordringer, som vi står over for. Ud fra et ressourceperspektiv er det vigtigt at afklare, hvor mange råstoffer vi har tilbage, hvor de befinder sig, og hvor tilgængelige de er. Det bekymrende i den forbindelse er, om og hvornår vi løber tør for bestemte råstoffer, om det er muligt at finde passende alternativer og hvis ikke, hvad bliver så de sociale, politiske og økonomiske konsekvenser. I procesperspektivet er det ikke de enkelte råstoffer eller ressourcer, opmærksomheden rettes mod, men derimod det dynamiske samspil, der er mellem (biologiske) organismer og deres omgivelser og mellem forskellige økosystemer. Der er således tale om et systemisk perspektiv, hvor bekymringen er, at ikke alene vil samfundsudviklingen føre til ressourceknaphed, men den vil også føre til forandringer i økosystemernes dynamik og dermed deres modstandskraft. Også her kan man tale om grænser for vækst; grænser, der knytter sig til ødelæggelsen af økosystemernes sårbare balancer, som, hvis de skubbes for langt eller decideret ødelægges, vil underminere livsbetingelserne. Omstillingen af samfundsudviklingen i en mere bæredygtig retning kræver således en forsigtighed i vores omgang med naturen – i såvel vores brug af råstoffer som vores brug af økosystemtjenesterne.