I tråd med Tim Jacksons skepsis over for muligheden for afkobling er der siden finanskrisen i 2008 opstået en international bevægelse kaldet modvækst (degrowth på engelsk) som argumenterer for at den økonomiske vækst har nået sine miljømæssige grænser, og at det derfor er på høje tid at omstille til en ny samfundsøkonomi som ikke baserer sig på økonomisk vækst. Modvækst er et omfattende politisk program som adresserer mange forskellige aspekter af samfundsøkonomien, hvor løsningen af vækstens dilemma består i at overgå til en ikke-vækstøkonomi med fokus på retfærdig fordeling af jordens og samfundenes ressourcer. Dette betyder ikke at tilhængere af modvækst er imod ressourceeffektivitet og innovation; de mener bare at dette langt fra er nok til at løse vækstens dilemma. I en global økonomi kendetegnet ved ressource- og miljøbegrænsninger er det nemlig endvidere nødvendigt at de begrænsede ressourcer deles retfærdigt mellem individer og nationer. På denne måde står idéen om lighed centralt for modvækst-bevægelsen.

I modsætning til grøn vækst er modvækst et politisk program som kræver et radikalt opgør med tidens herskende økonomiske logikker om økonomisk vækst, offentlige besparelser og øget arbejdsudbud. I stedet taler man inden for modvækst om at bremse væksten, om retfærdig fordeling af indkomst og ressourcer, om at sænke arbejdstiden, om maksimum og minimum grænser for indkomst og om muligheden for en ubetinget basisindkomst til alle.

Et andet vigtigt tema for modvækst-bevægelsen er store virksomheders og superrige individers indflydelse på økonomien og samfundenes demokratier. Denne indflydelse kommer blandt andet til udtryk i miljøkonflikter, hvor multinationale virksomheder forsøger at overtage kontrollen med og udnytte naturressourcer som drikkevand, olie og fiskebestande på bekostning af lokalbefolkninger som har levet i de områder hvor disse ressourcer findes i århundreder. En del af modvækst-bevægelsens intention er derfor også at gøre opmærksom på disse konflikter og problematisere overgreb mod marginaliserede befolkningsgruppers rettigheder.  På denne måde handler modvækst også om kampen imod multinationale virksomheders og ekstremt rige individers råderet over fælles naturressourcer indflydelse på politik.

Som et sidste punkt i modvækst-tænkningen skal det også nævnes at den finansielle sektor ses som et meget stort samfundsproblem og som en kerneårsag til økonomisk ustabilitet og ulighed. Det er derfor vigtigt for modvækst-tilhængere at der tages et radikalt opgør med finanssektoren ved hjælp af omfattende regulering, opsplitning af alt for store banker og ved større statslig indblanding i den finansielle sektors aktiviteter generelt. På denne måde ønsker man at gøre den finansielle sektor til en hjælper for samfundsøkonomien i stedet for en sektor som først og fremmest tænker på hvordan der kan skabes overskud på komplicerede finansielle transaktioner.