For at overkomme vækstens dilemma sætter væksttilhængere ofte deres lid til afkobling, som går ud på at man ved hjælp af teknologiske innovationer og ressourceeffektivitet kan afkoble den økonomiske vækst fra miljøpåvirkningen. I en kritisk analyse af idéen om afkobling argumenterer Tim Jackson imidlertid for det urealistiske i denne forhåbning.

For at forstå Jacksons argumenter er man nød til at skelne mellem to forskellige typer af afkobling: relativ og absolut. Relativ afkobling betyder at miljøpåvirkningen pr. enhed økonomisk output er  faldende. Dette betyder ikke at miljøpåvirkningen i sig selv er faldende, men at BNP er vokset mere end miljøpåvirkningen. I modsætning til relativ afkobling betyder absolut afkobling at miljøpåvirkningen er faldet i absolutte termer uafhængigt af udviklingen i BNP.

For at få en bedre fornemmelse af forskellen på relativ og absolut afkobling kan man benytte IPAT-ligningen. Hvis T, det vil sige miljøpåvirkningen pr. enhed af BNP, bliver mindre, har man relativ afkobling, mens absolut afkobling opstår, når I bliver mindre. Som en tommelfingerregel kan man sige at i en verden hvor både befolkningstallet og BNP pr. indbygger vokser kan absolut afkobling kun opnås, hvis den relative afkobling udligner effekten af befolknings- og indkomststilvæksten. Tager man et globalt perspektiv, er det imidlertid svært at finde historiske fortilfælde hvor noget sådan er forekommet.

For at illustrere dette bruger Jackson IPAT-ligningen til at se på de globale CO2-udledninger, hvilket betyder at I betegner globale CO2-udledninger, og T udtrykker CO2-intensiteten. CO2 intensitet betyder CO2-udledning pr. enhed af BNP. Høj intensitet er ensbetydende med at der udledes en stor mængde CO2 pr. BNP-enhed, mens lav intensitet betyder det modsatte. Høj CO2-intensitet er dermed det samme som lav CO2-effektivitet.

Jackson påpeger nu at CO2-intensisteten gennemsnitligt er faldet med 0,7% pr. år siden 1990. Dette modvirkes imidlertid af en gennemsnitlig befolkningstilvækst på 1,3% pr. år og en gennemsnitlig indkomststigning på 1,4% pr. år, hvilket betyder at effektivitetsforbedringerne ikke engang har kunnet udligne effekterne af en voksende verdensbefolkning. I stedet er den samlede CO2-udlegning steget med gennemsnitligt 2% pr. år fra 1990 til 2007.

På samme måde undersøger Jackson også muligheder for absolut CO2-afkobling i fremtiden og konkluderer at med de officielle fremskrivninger af verdens befolkningstal og indkomst pr. person er kravet til forbedringer af T af en størrelsesorden som må betragtes som nærmest umulig og i hvert tilfælde aldrig set tidligere i historien. Hvis man hertil lægger idéen om større lighed i indkomster på globalt plan bliver udfordringen endnu mere uoverskuelig. Tænker man sig for eksempel at alle mennesker i verden skal have samme indkomstniveau som i Europa, vil dette kræve at verdensøkonomien er 6 gange større end nu i 2050. Hvis vi skal holde os indenfor IPCC’s fastsatte grænseværdier for CO2 i atmosfæren, vil dette kræve at CO2-intensiteten falder med omkring 9% om året frem til 2050.

Med de 0,7% fald i intensiteten pr. år som vi har set siden 1990, kan man konstatere at udfordringen for effektivitetsforbedringerne er ganske betydelige. Som en reaktion på dette problem foreslår Jackson at vi begynder at overveje det hensigtsmæssige i fortsat økonomisk vækst i stedet for at blive ved med at håbe på at teknologien kan skabe de nødvendige effektivitetsforbedringer. I forhold til IPAT ligningen betyder dette at Jackson foreslår at man skal begynde at tillade at skrue ned for A og P, så T ikke er den eneste faktor som kan bringe I ned og dermed skabe absolut afkobling.