Byer som omstillingsarenaer
Jens Stissing Jensen
Traditionelt har energisystemer, transportsystemer og vandsystemer primært været analyseret som nationalt afgrænsede systemer, mens eksempelvis byer eller regioner er blevet forstået som lokale knudepunkter, der er underlagt disse nationale systemer.
Igennem de senere år er et stigende antal studier imidlertid begyndt at anskue samfundsmæssige systemer som mere selvstændige regionale og bymæssige fænomener. Dette er der flere årsager til. For det første er både Danmark og resten af verden præget af en tiltagende urbanisering. Stadig flere mennesker lever i byer og betjener sig dermed af byens samfundsmæssige systemer. Byer bliver således stadig mere centrale i udviklingen af samfundsmæssige systemer, og de bymæssige investeringer i systemudvikling og systemomstilling er ofte betydelige.
For det andet er byer ofte præget af problemstillinger og udviklingsprocesser, der opererer på tværs af individuelle samfundsmæssige systemer. Når byområder udvikles, kræver det eksempelvis en koordineret planlægning af sammenhængen mellem de urbane praksisser og de samfundsmæssige systemer relateret til eksempelvis varme, energi, affald og mobilitet. Stedsspecifikke byudviklingsprocesser giver derfor ofte mulighed for at eksperimentere med, hvordan forskellige samfundsmæssige systemer kan organiseres og integreres på nye måder.
De senere årtiers udvikling af Københavns Havn er et eksempel på, hvordan stedsspecifik byudvikling kan skabe omstillingsprocesser ved at etablere nye forbindelser mellem urbane systemer og den måde, byen anvendes på. Denne udvikling tog sin begyndelse i de tidlige 1980’ere, hvor havnen stadig var organiseret omkring industriel produktion. Havnen husede således en lang række industrielle produktionsvirksomheder, som både betjente sig af havnevandet som transportvej og som reservoir for giftigt spildevand fra produktionen. Derudover udgjorde havnen en integreret del af spildevandssystemet. I forbindelse med kraftig regn blev spildevand således ledt ud i havnen gennem en lang række overløbsanlæg for at undgå oversvømmelser i byen, når kapaciteten i kloaknettet blev overskredet.
Fra de tidlige 1980’ere begyndte den industrielle produktion imidlertid at flytte ud af havnen, og havnearealerne kom til at ligge hen som et forladt industriområde. Udflytningen af den industrielle produktion indledte en række udviklingsaktiviteter med henblik på at redefinere de samfundsmæssige systemer og de bymæssige aktiviteter i havnen. Fra begyndelsen af 1980’erne begyndte vandet i havnen således at blive defineret som ’biologisk vand’ frem for ’industrielt vand’, og den kommunale administration begyndte at måle den biologiske vandkvalitet i havnen. Fra begyndelsen af 1990’erne blev disse biologiske målinger omsat i strategiske mål for havnevandets biologiske kvalitet. Dette lagde pres på spildevandsystemet for at reducere overløbet af kloakvand til havnen. Derfor iværksatte kommunen betydelige investeringer i at forøge kapaciteten i spildevandssystemet. Disse investeringer førte siden hen til nye ideer om, hvordan havnen kunne anvendes af byens borgere. Disse ideer forestillede sig havnen som et naturareal, der skulle tilbyde byens indbyggere et alternativ til byens fravær af natur. En plan gik eksempelvis ud på at etablere et såkaldt ’havneakvarium’ − i form af en glastunnel på bunden af havnen – der skulle tilbyde byboerne mulighed for at opleve det biologiske liv i havnen.
I de første år efter årtusindeskiftet blev visionen om naturhavnen imidlertid afløst af visionerne om ’bylivshavnen’, og planen om et havneakvarium blev derfor aldrig realiseret. Visionen om bylivshavnen tog imidlertid allerede sin begyndelse i de tidlige 1990’ere, hvor en langsigtet arealudviklingsplan for havnen blev vedtaget af kommunen. Et element i denne plan var at udvikle havnens rekreative potentiale. I den kommunale administration førte dette til et fokus på ’hygiejnisk vandkvalitet’ frem for ’biologisk vandkvalitet’. Dette fokus blev stadig mere centralt op gennem 1990’erne og førte til en yderligere udbygning af spildevandsinfrastrukturen med henblik på at reducere overløb fra kloaknettet til havnen. I 2002 havde vandkvaliteten nået et så højt niveau, at direkte kontakt med vandet sjældent var sundhedsfarligt for mennesker. På denne baggrund lykkedes det i 2002 at etablere et permanent havnebad ved Islands Brygge. Siden er flere havnebade åbnet, og spildevandssystemet er blevet yderligere udviklet på en sådan måde, at det meste af havnen i dag tilbyder hygiejnisk badevandskvalitet.
Udviklingen af ’bylivshavnen’ forbinder således investeringer i spildevandssystemet med rekreative urbane praksisser, såsom havnebadning, udspring og svømmestævner. Dette har vakt international opsigt og blev eksempelvis fremhævet, da København blev udnævnt til europæisk miljøhovedstad i 2014. Eksemplet viser, at systemer på det urbane niveau sommetider er mindre sti-afhængige end systemer, der fortrinsvis organiseres og kontrolleres af eksempelvis nationale aktører. Dette skyldes, at urbane systemer, som eksempelvis spildevandssystemet, sjældent har klart definerede grænser og funktioner. I forbindelse med udviklingen af havnen blev spildevandssystemet således tilskrevet nye funktioner. Først som leverandør af biologisk vandkvalitet og siden som leverandør af hygiejnisk badevand. Urbane systemer er således typisk mere formbare end nationale systemer, fordi de løbende tilpasses møderne med forskelligartede stedsspecifikke udviklingsprocesser.