Fordeling af brugsværdierne i et samfund
Inge Røpke
Som omtalt i temaet om vækst kan økologisk økonomi tilslutte sig en forestilling om, at et samfund i løbet af et år fremstiller en ”real kage”, en mængde af brugsværdier, som samfundet enten kan forbruge i årets løb eller investere i fremtidige forbrugsmuligheder. Selvom produktionsresultatet ikke kan måles på en meningsfuld måde, har vi alligevel en klar forestilling om, at det bliver ulige fordelt. Nogle grupper i samfundet får bedre mad, har større boliger, er mere mobile osv. end andre. Fordelingen af goderne er et aspekt af den måde, samfundet og de økonomiske aktiviteter er organiseret på.
Fordelingsspørgsmål ses som politiske spørgsmål, som mainstreamøkonomer ofte vil søge at undvige ved at henvise til politikerne. Mange mainstreamøkonomer mener, at deres egne teorier om, hvordan økonomien fungerer, er værdifri og kan bruges som et neutralt grundlag for politiske debatter. Det synspunkt finder økologiske økonomer helt misvisende og fremhæver i stedet, at værdier er integreret i de begreber og perspektiver, man anvender. Inden for økologisk økonomi meldes der klart ud omkring fordeling: Anerkendelsen af biofysiske grænser kombineres med et ønske om at omfordele til fordel for de fattige. Vi lever i dag i en verden med store uligheder og udbredt fattigdom, og der er i høj grad brug for at forbedre levevilkårene for de dårligt stillede. De biofysiske grænser indebærer, at det er umuligt at løse fattigdomsproblemerne alene gennem vækst. Nok kan teknologisk udvikling gøre det muligt at få mere brugsværdi og højere levestandard ud af ressourcerne, men det vil alligevel være utilstrækkeligt. Hvis man kombinerer denne opfattelse af situationen med en værdimæssig forestilling om, at alle mennesker bør sikres gode levevilkår, så fører det til en etisk fordring om at omfordele til fordel for de fattige.
Grundmodel for fordeling
I den traditionelle neoklassiske kredsløbsmodel, hvor virksomheder sælger varer og tjenester til husholdningerne, som på deres side sælger produktionsfaktorer til virksomhederne, ligger en forestilling om, at produktionsfaktorerne aflønnes i forhold til deres bidrag til produktionen. Teorien udgør dermed en form for legitimering af uligheden som et resultat af de anonyme markedskræfter. Inden for økologisk økonomi er grundmodellen anderledes: Der er ikke noget kredsløb, der går op. I stedet er der på den ene side en produktionsproces, hvor mange forskellige økonomiske enheder (virksomheder, husholdninger, offentlige institutioner, lokalsamfund, fællesskaber, organisationer osv.) bidrager til at fremstille produktionsresultatet – den reale kage af brugsværdier – hvoraf kun nogle handles på markeder. På den anden side er der en fordelings- og forbrugsproces, hvor samfundets medlemmer gennem en række metoder skaffer sig adgang til brugsværdierne. For at blive i kage-metaforen er der ikke nogen generel forbindelse mellem personernes bidrag i bageriet og deres adgang til at spise kagen. Tilegnelsesmekanismerne er langt mere komplekse og baseret på en lang historie af konflikter og magtforhold, der har udkrystalliseret sig i de nuværende institutioner og mekanismer.
Fordelingsmekanismer
Det mest afgørende for den enkeltes adgang til brugsværdier er, hvor personen er født eller evt. opholder sig. Branco Milanovic, der er ekspert i studiet af fordeling, kalder det ”citizenship rent”, at den enkeltes levestandard afhænger mere af, hvor man befinder sig, end af, hvad man laver. Man kan være nok så hårdtarbejdende i et udviklingsland og alligevel få meget lidt ud af det, både fordi ens redskaber og samfundets infrastruktur er ringe (som neoklassiske økonomer ville fremhæve), og fordi lokale og globale magtforhold placerer en i en svag position i fordelingskampen. Det er ikke ens personlige indsats, der er mest afgørende for ens udbytte.
Det er nærliggende at opdele et samfunds fordelingsmekanismer i to brede grupper, afhængig af om de er knyttet til markeder eller ej. På markeder er adgangen til goder bestemt af, om man har købekraft i form af penge, mens adgangen i andre sammenhænge afgøres af andre typer institutioner. For eksempel er fordelingsmekanismerne inden for en husholdning som regel baseret på konventioner omkring, hvem der har ret til hvad, og der er et stort element af omsorg knyttet til konventionerne. I relation til den offentlige sektor er tildelingen af goder ofte baseret på rettigheder. Det kan være rettigheder til overførsler af købekraft i form af for eksempel pensioner eller uddannelsesstøtte, eller det kan være adgang til at bruge goder som lægehjælp eller uddannelse, som det offentlige stiller til rådighed.
For at sikre sig goder via markeder er købekraft som sagt afgørende. I moderne samfund er langt de fleste afhængige af at skaffe sig købekraft. Nok bliver en del af brugsværdierne skabt inden for husholdningerne, når vi for eksempel dyrker grøntsager i haven, laver mad, gør rent og passer børn. Men husholdningerne har også brug for meget, som de ikke selv kan fremstille, ligesom de må hente råvarer og udstyr fra andre dele af økonomien til deres egen produktion. Hvordan skaffer de sig købekraft? I vores samfund er de fleste nok tilbøjelige til først at tænke på arbejde som adgangen til at skaffe sig købekraft: Ved at være med til at fremstille den reale kage får vi løn. Købekraft kan også opnås i kraft af ejendomsret til de aktiver, der bruges i produktionen, som for eksempel jord, bygninger, maskiner, patenter, varemærker og andre rettigheder. Aktiverne kan være ejet af personer direkte eller indirekte gennem deres ejerskab af for eksempel aktier i en virksomhed. Finansiering af produktionen gennem udlån kan også give adgang til betaling i form af renter.
I den neoklassiske kredsløbsmodel går det op: Når virksomhederne sælger varerne, kommer der et beløb ind, som aflønner produktionsfaktorerne i form af løn, renter på lån, betaling for brug af patenter, aktieudbytter mv. Imidlertid går det ikke op, blandt andet fordi købekraft også opstår i form af kapitalgevinster. Hvis en virksomhed har succes med sine varer, eller hvis den ejer et vigtigt patent, kan kursen på dens aktier stige. Det kan ejerne omsætte til købekraft for eksempel gennem belåning. Købekraft kan også opstå i relation til ejerskab af andre aktiver, idet ejerrettigheder nogle gange kan give et særlig stort udbytte som følge af forandringer i samfundet. Da jernbanerne i sin tid blev etableret, blev grundene i nærheden af de nye stationer for eksempel mere værd. Den form for samfundsskabt indtjening kaldes på engelsk ”rent” eller ”unearned income”. På dansk bruges udtrykket jordrente, men fænomenet er mere generelt. Som parallel til ”unearned income” kan det kaldes ufortjent indkomst – en gevinst, som ejeren af aktivet kun får i kraft af ejerskab og ikke i kraft af en indsats. Et nyere dansk eksempel kunne være de kapitalgevinster, som mange boligejere fik som følge af indførelsen af nye lånetyper i starten af 00’erne. Aktiver kan også tabe i værdi, som det for eksempel sker, når grunde og huse taber i værdi som følge af opførelsen af vindmøller eller anlæg af motorveje i nærheden.
Fordelingen af købekraften mellem samfundets borgere beror i høj grad på styrkeforhold og de dertil knyttede institutioner. Styrkeforhold er afgørende ikke mindst for forholdet mellem, hvad der kan tjenes på henholdsvis arbejde og ejendomsret til aktiver. I samfund med stærke organisationer for lønmodtagere kan der tjenes relativt mere gennem lønnet arbejde end i samfund med svag organisering. De historiske betingelser spiller en stor rolle for styrkeforholdene, sådan som det for eksempel afspejles i tiden efter Anden Verdenskrig, hvor de store ofre under krigen gav en stærk ideologisk opbakning til opbygning af et velfærdssamfund for alle, blandt andet baseret på formueskat og et højt skattetryk på høje indkomster. Etableringen af velfærdsstatens ydelser lagde også en bund under, hvor hårdt lønmodtagerne kunne presses. I mange lande blev dette sociale kompromis aktivt angrebet fra 1980’erne og frem, så ejerne af aktiver kom til at stå langt stærkere i fordelingskampen. Det har efterhånden afspejlet sig i ændrede skattesystemer og et svagere socialt sikkerhedsnet. Desuden har privatisering åbnet for etablering af privat ejendomsret til aktiver, der tidligere var fælleseje eller offentligt eje. Det gælder for eksempel forskellige former for infrastruktur og ressourcer som fisk. Endvidere er der åbnet for patentering på nye områder som software og genmodificerede organismer.
Købekraft gennem kredit
I moderne samfund spiller kredit en stor rolle for fordelingen af købekraften og for forholdet mellem strømmen af købekraft og den reale kage. I samfund med et veludviklet banksystem er det muligt for virksomheder og folk med nye idéer at sætte noget i gang uden selv at have den fornødne købekraft. De er heller ikke afhængige af at kunne låne købekraft fra andre, der så må afgive købekraft, for bankerne (og staten) er i stand til at skabe ny købekraft. I praksis foregår det på den måde, at banken giver virksomheden et lån på for eksempel 1 million kroner ved dels at oprette et lånedokument (hvor der står: Virksomheden skylder banken 1 million kr., og pengene skal forrentes og betales tilbage på en bestemt måde), dels at øge det beløb, der står på virksomhedens konto i banken, med 1 million kr. Beløbet kommer ikke et andet sted fra, men skabes i det øjeblik, status på kontoen forhøjes. Beløbet er nu penge – det vil sige et alment accepteret betalingsmiddel. Der er visse grænser for, hvor mange penge en bank kan skabe på den måde, men der er et stort spillerum for at skabe ny købekraft. At penge kan skabes gennem kredit, giver store muligheder for at sætte ny produktion i gang og dermed for at øge den reale kage. Samtidig skaber processen nogle nye krav på den reale kage. For det første skal lånet betales tilbage og tilmed forrentes. For det andet har ejerne, der for eksempel kan være gået ind med aktiekapital, en forventning om forrentning. Samfundets institutioner kan sagtens være indrettet sådan, at långivere og ejere kan opnå en forrentning af deres aktiver, der øger købekraften mere, end den reale kage øges, som følge af det nye initiativ (hvis man ellers kunne måle væksten i den reale kage).
Misforholdet mellem vækst i købekraft og vækst i den reale kage skærpes, når bankerne skaber købekraft for at låne ud til anskaffelse af eksisterende aktiver som for eksempel boliger. Handel med eksisterende aktiver øger ikke den reale kage (dog i nogle tilfælde nytten af den), men fordringerne på kagen øges, når strømmen af købekraft øges. Det samme sker, når samfundsudviklingen skaber ufortjent indkomst i form af kapitalgevinster. Dertil kommer, at den finansielle sektor siden 1980’erne i stigende grad har udviklet komplekse mekanismer, der øger strømmen af købekraft uden at bidrage til den reale kage. Resultatet er, at de samlede købekraftkrav på den reale kage vokser langt mere end kagen selv, og at en stigende andel af kravene tilegnes af de grupper, der i forvejen er bedst stillet.
Den stigende ulighed er i sig selv problematisk, ikke mindst i en verden med biofysiske begrænsninger. Desuden bidrager skævhederne til at skabe økonomiske kriser, og de finansielle mekanismer skaber bobler med stigende priser på aktiver samt bjerge af gæld, der udløses i finansielle kriser.
Konsekvenser af skæv fordeling
Forskellige institutioner og mekanismer bidrager til at forstærke ulighed, når den først er opstået. For eksempel betyder mulighederne for at arve, at nye generationer i rige familier ikke skal starte på en frisk, men kommer ind i fordelingskampen med gode kort på hånden. Samtidig giver store formuer særlige muligheder for at opnå en højere forrentning end andre og for at udnytte skattely, ligesom virksomheder med stærke positioner kan udnytte dem til at blive endnu stærkere. Især i USA diskuteres det i stigende grad, om den store ulighed undergraver det politiske system, fordi penge er blevet så vigtige for at få politisk indflydelse.
Indretningen af fordelingsmekanismerne forsvares til tider med, at de bidrager til at understøtte den teknologiske udvikling. For eksempel skal patentsystemet gøre det muligt at tjene pengene ind igen, når man har investeret store summer i udviklingsarbejde, men systemet bliver i stigende grad kritiseret for at være alt for lukrativt og i nogle tilfælde for snarere at være en hæmsko for udvikling. Mere generelt kan det give mening at have incitamenter, der fremmer nyskabelser, men den aktuelle indretning af fordelingssystemerne fører til resultater, der er helt ude af proportioner.
Ønsket om at fremme innovation hænger ofte sammen med forestillingen om, at det øger den reale kage, der er til fordeling. Det er bestemt også rigtigt, at innovation kan bidrage til at øge mængden af brugsværdi, der kommer ud af ressourcerne, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Her er det vigtigt at være opmærksom på den mere generelle pointe, at både innovationens retning og kagens sammensætning i det hele taget er stærkt påvirket af fordelingen af købekraft. Kagen bliver ikke først bagt og fordelt bagefter. Tværtimod bestemmer især købekraften, hvilken kage der bliver bagt.
[otw_shortcode_info_box border_type=”bordered” border_style=”bordered”]Eflornithin og sovesyge
I dette tema argumenteres der for, at den betalingsdygtige efterspørgsel har indflydelse på, hvad samfundskagen kommer til at bestå af. Her vil vi give et eksempel på dette fra de to økologiske økonomer Herman Daly og Joshua Farleys lærebog om økologisk økonomi.
For nogle årtier siden udviklede medicinalfirmaet Aventis et lægemiddel kaldet Eflornithin, som kunne helbrede afrikansk sovesyge. Der var stor efterspørgsel efter lægemidlet blandt fattige afrikanere, men desværre havde disse mennesker ikke købekraft nok til at sikre en for Aventis tilfredsstillende indtjening på produktet. I stedet for at markedsføre produktet til bekæmpelse af afrikansk sovesyge valgte Aventis derfor at sælge patentet til et andet medicinalfirma, som brugte Eflornithin som et middel mod uønsket ansigtsbehåring til kvinder. Dette nye produkt havde en købestærk efterspørgsel blandt velhavende vesterlændinge, og på denne måde blev købekraften udslagsgivende for, hvilket produkt der endte med at komme på markedet og dermed blive en del af samfundskagen.
Historien sluttede dog godt, idet organisationen Læger uden Grænser truede med at offentliggøre den, hvilket fik Aventis til at genoptage produktionen af Eflornithin som middel imod sovesyge til fattige afrikanere. [/otw_shortcode_info_box]