Institutioner
Susse Georg
Vi taler ofte om forskellige slags institutioner, for eksempel børneinstitutioner, uddannelsesinstitutioner, fængselsinstitutioner eller helt generelt om offentlige institutioner. Samtidig er der også mange, der bruger begrebet om betydningsfulde organisationer, som for eksempel FN, der er en international politisk institution, eller Verdensbanken, som er en stor international finansiel institution. I disse betydninger kan en institution enten være et sted, hvor man opholder sig, eller en organisation, der varetager bestemte opgaver. Men institution kan også betyde noget helt tredje, nemlig social orden eller et socialt mønster, der opretholdes igennem menneskers interaktioner. Ud fra denne definition regulerer institutioner menneskers adfærd og er derfor afgørende for en bæredygtig omstilling af samfundsudviklingen.
Begrebet institutioner kommer af det latinske ord instituere, som betyder at ”indrette eller etablere”. Selvom institutioner ofte tages for givet, er de ikke noget, der bare er der. De er socialt skabte. Tænk på mange af vores hverdagshandlinger, for eksempel det at spise middag sammen. Det er noget, mennesket altid har gjort, og det er noget, man gør på mange forskellige måder, men fælles for alle er, at det at spise middag sammen er en tillært handling. I de fleste familier er det de voksne, der bestemmer, hvornår og hvor familien skal spise (for eksempel ved spisebordet fremfor foran fjernsynet), og børnene retter bare ind. Mens de voksne nok er bevidste om vanerne, de etablerer, er børnene (særligt de mindre) ikke bevidste herom. For dem er det bare den måde, tingene foregår på. Når børnene engang flytter hjemmefra og stifter egne familier, er det ret sandsynligt at de viderefører mange af de samme vaner, som de er vokset op med i deres familier. Over årene er der sket en gradvis institutionalisering af den måde, hvorpå ’man’ spiser middag. Ifølge sociologerne Berger og Luckmann består denne institutionaliseringsproces af tre trin: Først skal vanerne etableres. I relation til ovenstående eksempel sker det ved, at de voksne udvikler deres spisevaner (sandsynligvis før de får børn), og at de gensidigt anerkender disse spisevaner. Denne gensidige anerkendelse betegner Berger og Luckmann som ’typificering’. Når børnene kommer til, opleves disse vaner som en kendsgerning – som en udefrakommende kraft, som de skal rette ind efter. Vanen, der er skabt af forældrene, bliver børnenes objektive virkelighed. Dette trin betegnes som ’objektivisering’. Det sidste trin, ’internalisering’, er, når børnene reproducerer ’det, de har lært hjemmefra’.
Der findes mange andre former for institutioner end dem, der regulerer den måde, vi indtager vores aftensmad på. De etableres, opretholdes og udvikles i de situationer, hvor mennesker interagerer gentagne gange. Institutioner er simpelthen nødvendige, for at vi kan koordinere og styre tingene. Ifølge sociologen Richard Scott består institutioner af kognitive, normative og regulative strukturer, der giver social adfærd stabilitet og mening.
De kognitive strukturer vedrører de forhold, der kan påvirke vores tænkevaner og forståelser. Sproget er særlig vigtigt i denne henseende. Sproget er et system af tegn, som gør det muligt for mennesker at udtrykke sig, og er dermed vigtigt for den ovennævnte objektivisering af hverdagens virkelighed. Symboler, mere generelt – uanset om det er ord, tegn eller fagter – er alle med til at påvirke vores forståelse af, hvad der foregår omkring os. De påvirker, hvordan vi skaber mening, og bidrager til etablering af det, nogle kalder vores ’kognitive landkort’ – de forståelsesrammer, hvorigennem vi skaber mening. Meningsdannelsen foregår individuelt såvel som kollektivt – det foregår i en konkret sammenhæng og er dermed også præget af den kulturelle kontekst, man befinder sig i. Og i enhver sammenhæng er der nogle grundlæggende regler for, hvordan man kategoriserer ting, relationer og processer, det vil sige for, hvordan man ordner ovennævnte symboler. Tager vi spørgsmålet om klimaforandringer som et eksempel, er der store forskelle i folks forståelse af situationens alvor. Mens langt de fleste mennesker nu anser klimaforandringerne for at være menneskeskabte, er der klimaskeptikere, der mener, at dette ikke er tilfældet. I deres verdensbillede er klimaforandringer noget, der altid har været. De mange videnskabelige rapporter, der på forskellig vis dokumenterer situationens alvor, har ikke formået at ændre deres opfattelse af, hvad der er ’virkeligt’.
De normative strukturer omfatter forskellige former for forskrifter for, hvordan man bør opføre sig. Det vil sige, at de angiver, hvad der er korrekt eller passende, samtidig med at de indebærer vurderinger af, om man nu lever op til normen. Der er et element af tvang, fordi man forventes at leve op til normerne. Normer kan dreje sig om mange ting, for eksempel om, hvad der anses for en passende omgangsform over for ældre eller udlændinge, acceptabel adfærd på en arbejdsplads eller passende brug af mobiltelefonen. Overholder man ikke normerne, kan man blive mødt med forskellige former for sanktioner – lige fra et hævet øjenbryn og hovedrysten til påtaler og skideballer. Mobning kan betragtes som en særlig ondsindet form for sanktionering af, at man ikke passer ind i forhold til nogle af klassekammeraternes normer for den rette måde at være på.
Fælles for alle normer er, at de hviler på nogle underliggende værdier om, hvad der er ønskeligt. Dette kommer til at blive en ’standard’, som menneskers adfærd bliver vurderet ud fra. Normer udtrykker bestemte forventninger til, hvordan vores mellemmenneskelige relationer skal være – de angiver den korrekte måde at gøre ting på. I forlængelse heraf kan man sige, at normer definerer, hvad der er passende – eller legitime – midler til at nå et givent mål. Legitimitet er noget, de fleste organisationer efterstræber – det er deres ”licence to operate”. Ser man på de sidste 40 års udvikling inden for industrien, er der gradvist – og stærkt understøttet af miljø-, arbejdsmiljø- og arbejdsmarkedslovgivningen (se nedenfor) – udviklet normer for virksomheders sociale ansvar (CSR, Corporate Social Responsibility, på engelsk). Hvad CSR mere konkret kan indebære, er imidlertid noget, mange konsulentvirksomheder gerne vil rådgive industrivirksomhederne om. Konsulentvirksomhederne lever blandt andet af at udarbejde forskrifter, vejledninger og frivillige standarder for, hvad ansvarlig virksomhedsdrift omfatter. Udbredelsen af sådanne forskrifter og standarder er med til at definere, hvad der betragtes som legitim virksomhedsadfærd. For at kunne bevare sin legitimitet skal man kunne retfærdiggøre sine valg/handlinger over for sine omgivelser. Dette har eksempelvis VW-koncernen haft meget svært ved oven på de gentagne skandaler i 2016 om, at deres biler forurener meget mere, end virksomheden selv har angivet.
De regulative strukturer omfatter lovgivning, regler, kontrakter og andre former for formelle aftaler samt de nødvendige overvågnings- og sanktionssystemer, der skal til for at sikre, at reglerne overholdes. Dette kræver en instans med den fornødne kapacitet til at: (1) etablere reglerne, (2) undersøge og overvåge, om andre lever op til reglerne, og (3) om nødvendigt skride til sanktioner – enten ved straf eller belønning – med henblik på at påvirke andres handlinger. Fælles for de regulative strukturer er en angivelse af, hvad de involverede parter må og ikke må, og at der er en eller form for sanktion, hvis disse angivelser ikke følges.
Udviklingen inden for miljøområdet tjener som et interessant eksempel på sammenfiltringen af de regulative, normative og kognitive strukturer. Miljøbeskyttelsesloven skal medvirke til at sikre, at samfundsudviklingen sker på et bæredygtigt grundlag ved at få virksomheder til at begrænse forureningen af luft, vand, jord og undergrund. Virksomhederne er således underlagt en række regler, som de skal overholde. Sker det ikke, kan de politianmeldes og eventuelt få en bøde. I løbet af miljøbeskyttelseslovens godt 40-årige historie er der sket to markante ændringer i lovens ’mål og midler’: Fra at have fokuseret på miljøbeskyttelse er målet ændret til også at omfatte forebyggelse af, at problemerne opstår. Samtidig er de gængse midler (godkendelser af virksomhedernes produktion og udledninger) blevet suppleret med en øget brug af frivillige miljøledelsesstandarder (selvregulering) til at fremme virksomhedernes miljøarbejde. Denne udvikling skal ses i lyset af den store politiske interesse for at forenkle lovgivningen og effektivisere det offentlige, som knyttes til introduktionen af New Public Management i den offentlige sektor fra midten af 80’erne og frem. Myndighedernes begrænsede ressourcer til at kontrollere virksomhederne var en af de ting, der var med til at legitimere en øget brug af selvregulering. Samtidig var der mange, der mente, at man på denne måde ville kunne opnå bedre (miljø)resultater, fordi virksomhederne ville være mere motiverede og have nemmere ved at overholde forhold, som de selv havde været med til at aftale. De tre former for institutioner – kognitive, normative og regulative – understøtter hinanden: Miljøledelsesstandarder er normative forskrifter for, hvordan virksomheders miljøarbejde bør tilrettelægges. Introduktionen af disse spiller sammen med forestillinger om, hvad der bedst kan tilskynde virksomheder i deres miljøarbejde, og med forestillinger om nødvendigheden af en effektivisering af den offentlige sektor. Tilsammen retfærdiggør disse anvendelsen af normative virkemidler som supplement til den retslige regulering.
Institutioner er vigtige kilder til magt: De kognitive strukturer præger vores forståelsesrammer, vores opfattelser af, hvad er der virkeligt og vigtigt. Vores fortolkninger af det, der sker (eller er sket) omkring os, afhænger af vores viden og de forståelsesmodeller, vi benytter os af. Og her spiller de normative strukturer – opdragelse, skolegang, uddannelsesvalg m.m. – ind og former vores syn på, hvordan man bør opføre sig, og hvordan udviklingen bør være. De kognitive og normative strukturer er således samvirkende i at skabe vores forståelse og forventninger og har herigennem en vis ’definitionsmagt’. De regulative strukturer er måske mere håndgribelige, i og med at de nedfældes i love og kontrakter. Ved at angive, hvem der har ret til hvad, kan man forsøge at sikre ’ro og orden’ og at beskytte de forskellige parters interesser. Det er imidlertid ingenlunde sikkert, at alle interesser vægtes lige højt. Som følge heraf etableres en ’positionel magt’, hvor nogle har mere ret eller flere rettigheder end andre. Sådanne magtbastioner er langtfra sikre eller stabile – de kan og bliver udfordret af folk, der tænker og handler anderledes, end institutionerne foreskriver.
I og med at institutioner er socialt konstruereret, er de også foranderlige. Tingene kan være anderledes. Ofte kan introduktion af ny teknologi være anledningen til, at institutioner ændres. Tænk bare på udviklingen af internettet og de muligheder, det har givet for at skaffe information og for at være i kontakt over store afstande. Samtidig har det betydet ændringer i vores opfattelser og normer. For 10 år siden var det måske ikke utænkeligt, men i hvert fald ikke velanset, at man læste avis i timerne, mens undervisningen foregik. I dag udfordres lærerne af elevernes/de studerendes brug af Facebook og andre sociale medier i timerne. På tilsvarende vis var det utænkeligt for ganske få år siden, at man åbnede og læste sin (papir)post, mens man var til møde på sin arbejdsplads. Det gjorde man bare ikke. Men i dag er det at tjekke sin e-post, mens man er til møde, nærmest normalt. Disse skred i, hvad der betragtes som acceptabel adfærd, vidner om, at institutioner kan ændres (relativt) hurtigt.
Sikring af en bæredygtig omstilling kræver ændringer af mange institutioner, lige fra vores opfattelser af, hvad det menneskelig samfund er (en metabolisk organisme), og hvad det kan tåle/klare, til vores normer for, hvordan vi bør omgås hinanden og naturen, til lovgivningen, der skal udformes med henblik på at fremme transformationen af vores energisystemer m.m.