Måling af økonomiens metabolisme

For at kunne bidrage til en bæredygtig omstilling af økonomien har politikere og andre aktører brug for at følge med i, hvordan økonomiens metaboliske proces forløber, og hvordan forskellige tiltag virker på denne proces. I miljø- og energipolitikken er der tradition for at følge mange forskellige problemer hver for sig: Hvordan går det med vandmiljøet, med brugen af farlige kemikalier, med nedbringelse af CO₂-udslippet osv. Det er helt nødvendigt for at følge med på de enkelte områder og udforme specifikke politikker, men det giver ikke noget samlet overblik over, om det går frem eller tilbage på makroniveau. Når man vurderer, om for eksempel den danske samfundsøkonomi er ”sund”, er der tradition for at anvende økonomiske indikatorer: Er der vækst i bruttonationalproduktet (BNP), ligevægt på betalingsbalancen, fuld beskæftigelse, en passende udvikling i prisniveauet osv. Især er der meget fokus på udviklingen i BNP som indikator for, om det går godt. Set fra et økologisk økonomisk synspunkt er BNP imidlertid en højst problematisk indikator, fordi den hverken siger noget relevant om, hvordan det går med den bæredygtige omstilling, eller om, hvordan det går med velfærden i samfundet. BNP er først og fremmest en måling af aktivitetsniveauet i den formelle økonomi: Jo mere der sælges på markeder eller stilles til rådighed af den offentlige sektor, des højere bliver BNP. Aktiviteterne tæller med i BNP, selvom de beror på udnyttelse af ressourcer, der ikke kan gendannes. BNP stiger også, når samfundets indretning skaber problemer som trafikulykker, sygdomme eller forurening, der fører aktivitet med sig. Når selve aktiviteten er det centrale, lægger man fordele og ulemper sammen, og det er ikke egnet som styringsredskab for bæredygtig omstilling.

Biofysiske indikatorer
Inden for økologisk økonomi har det været en vigtig opgave at arbejde med udvikling af indikatorer, der bedre end BNP kunne sige noget relevant om, hvorvidt det går frem eller tilbage i biofysisk forstand. Det er som sagt svært at gøre ved at se på, hvordan det går med løsningen af den lange række af specifikke miljøproblemer. I stedet kan man se på størrelsen af de samlede input, der går ind i samfundets metaboliske organisme: Hvor meget bruger vi af energi og materialer, og hvor stort et areal lægger vi beslag på? Idéen er, at de samlede input kan bruges som indikatorer på, hvor stor samfundets metaboliske organisme er blevet i forhold til biosfæren, og at denne størrelse – der også kaldes økonomiens skala – har betydning for omfanget af de mange forskellige specifikke problemer. Ud over måling af input er det også vigtigt at følge kulstofudslippet på outputsiden af den metaboliske organisme, fordi det er så afgørende for klimaproblemet. I det følgende gives nogle eksempler på input-indikatorer, der supplerer, men også delvis overlapper hinanden. I første omgang fokuseres på, hvordan metabolisme kan måles på globalt plan. Derefter inddrages målingen for forskellige dele af den globale økonomi.

MFA
En af metoderne til at måle økonomiens stofskifte består i at opgøre vægten målt i ton af den mængde materialer, der tilføres økonomien gennem et år. Metoden kaldes Material Flow Accounting (MFA) – på dansk materialestrømsanalyse. Som ordet siger, er det strømmene af materialer, der er i fokus, men samtidig opgøres det også, hvor meget materiale der ophobes i økonomien for eksempel i form af bygninger og veje. For at være konsistent skal opgørelsen overholde materialebalanceprincippet: Den mængde materialer, der tilføres økonomien i et givet år, skal svare til summen af de materialer, der ophobes i økonomien, og de materialer, der forlader den i form af affald og emissioner samme år. For at kunne lave den slags opgørelser er det nødvendigt at fastlægge nogle systemgrænser. For eksempel siger man, at materialer har forladt økonomien, når samfundet har mistet kontrollen med dem, sådan som det sker, når gødning er blevet spredt på markerne.

Materialerne opdeles i fire hovedgrupper: biomasse, byggematerialer, fossile brændsler samt metaller og industrielle mineraler. Vand regnes ikke med, fordi det ville dominere billedet så meget, at andre udviklingstendenser bliver usynlige (for at overholde materialebalanceprincippet må man derfor opgøre for eksempel biomasse i tørstof – ellers skulle man have vanddamp med på emissionssiden). I figurerne nedenfor kan man se, hvordan materialestrømmene har udviklet sig for den globale økonomi fra 1900 til 2005. I den første halvdel af det 20. århundrede var væksten beskeden, mens de tre årtier efter Anden Verdenskrig var præget af høj vækst (den store acceleration). Væksten blev noget lavere fra de tidlige 1970’ere, indtil en ny vækstperiode satte ind i begyndelsen af 2000-årene. Den økonomiske krise, som begyndte i 2008, er ikke med på figurerne, men den har ført til afdæmpning af væksten. Over perioden som helhed er der sket et metabolisk skift, idet biomassens andel af materialestrømmene er faldet fra 75 % til 40 %. De fossile brændsler har fået meget større vægt, og der er sket en dramatisk stigning i brugen af byggematerialer. I en udviklet økonomi som den danske skulle man måske tro, at der ikke var brug for så meget udbygning, men den årlige nettoakkumulation er blevet opgjort til 11 tons per person om året for 1990.

Tallene bag figurerne vedrører kun de brugte materialestrømme, det vil sige de materialer, der har fået status af produkter i økonomien. Dertil kommer en omtrent lige så stor mængde af materialer, der er blevet flyttet rundt på, men som ikke er blevet brugt. Disse såkaldte skjulte strømme omfatter for eksempel overliggende lag og afgravet materiale i forbindelse med minedrift, og de kan også have væsentlige miljøeffekter.

Energi
En anden metode til at måle økonomiens stofskifte fokuserer på at opgøre energiforbruget. Energien indgår i materialestrømsanalyserne målt som vægten af de fossile brændsler og den biomasse, der benyttes til energiformål, men flere andre energikilder, som vandkraft, kernekraft, vindkraft, solenergi og geotermisk energi, falder udenfor. På grund af energiens centrale rolle for økonomien er det interessant at opgøre det samlede input af primær energi, det vil sige den energi, der er indlejret i naturens råmaterialer, før de omdannes til energibærere som benzin eller elektricitet. Primære energiressourcer omfatter for eksempel olie, kul, uran, sollys, vind, træ og strømmende vand i floder. Energiressourcerne kan lægges sammen, fordi de alle i princippet kan gøres op i den samme måleenhed – joule. For de fossile energikilder er der konsensus om opgørelsen af den energi, der er indeholdt i en given mængde af energikilden (for eksempel energiindholdet i 1 ton olie eller kul), men for andre energikilder som vedvarende energi er det ikke så enkelt. For vindkraft kan man for eksempel vælge enten at sætte den primære energi lig med den energi, man får ud af energikilden i form af elektricitet, eller man kan antage, at vindkraft har et energitab ved omdannelse svarende til fossil energi, sådan at mængden af primær energi fra vindkraft anslås til et væsentligt større tal.

Set over perioden fra 1900 til 2005 er det totale primære energiforbrug på globalt plan vokset med en faktor 11. Det er lidt mere end væksten i materialeforbruget, der ifølge Krausmann og andre er øget med en faktor 8,4. Hvis man inddrager kvaliteten af energiforbruget, så har væksten været endnu større. Når de forskellige energikilder lægges sammen på grundlag af deres mulige omsætning til varme, tages der ikke hensyn til, at der er større tab ved omdannelse til energibærere for nogle energikilder end for andre. Der tages heller ikke hensyn til, at nogle energikilder egner sig til at blive anvendt som arbejdsenergi (for eksempel til at drive maskiner), mens andre stort set kun kan omdannes til varme. Over tid har der været en væsentlig forbedring af effektiviteten i omdannelse af energikilder til energibærere, og desuden har den relativt større vækst i brugen af fossile brændsler i forhold til biomasse øget forbruget af arbejdsenergi væsentligt mere end forbruget af energi generelt.

HANPP
Materialestrømsanalyserne omfatter biomasse, men den er også udgangspunkt for et særligt mål. I sidste ende lever alle planter og dyr (inkl. mennesker) af den produktion af biomasse, som planterne kan producere ved hjælp af fotosyntese. Den mængde biomasse, som planterne ikke lægger beslag på til deres egen overlevelse, kaldes Net Primary Production (NPP) – på dansk nettoproduktionen. Den årlige nettoproduktion måles i kilo tørstof (eller i joule eller kulstof – resultatet bliver det samme), og den er til rådighed for alle dyrearter gennem fødekæderne. For at få et billede af, hvor meget mennesker ”fylder” i biosfæren, beregnes det, hvor stor en andel af nettoproduktionen mennesker tilegner sig. Denne andel kaldes Human Appropriation of Net Primary Production (HANPP), og det anslås, at HANPP i år 2005 er oppe på omkring 25 % af den jordbaserede fotosyntese (biomasseproduktionen i have og vandløb er ikke regnet med), jf. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3690849/. Når man tænker på, hvor mange arter der har brug for nettoproduktet, er 25 % et meget stort tal for en enkelt art, og jo større tallet bliver, des mere forringes livsbetingelserne for andre arter – og dermed i sidste ende også for mennesker, fordi økosystemerne forstyrres.

Økologiske fodaftryk
I modsætning til materialestrømsanalyserne sigter det økologiske fodaftryk mere direkte på at sætte arealanvendelsen i fokus. Menneskehedens økologiske fodaftryk er defineret som det areal, der er nødvendigt for at frembringe vores samlede årlige forbrug af varer og tjenester og for at neutralisere virkningen af vores udledninger af drivhusgasser samme år. Til det årlige forbrug beslaglægger mennesker først og fremmest areal til dyrkning af biomasse, der bruges til fødevarer enten direkte eller indirekte gennem foder for husdyr. Desuden bruges biomasse til brændsel og til fremstilling af for eksempel boliger, møbler og papir. Areal beslaglægges også gennem bebyggelse og infrastruktur. Oven i den aktuelle anvendelse af areal lægges et såkaldt virtuelt arealforbrug, der er knyttet til brugen af fossile brændsler. Det beregnes, hvor meget areal det ville være nødvendigt at tilplante med skov for at opsuge og neutralisere de kulstofudledninger, som årets forbrug af fossile brændsler giver anledning til. Man kan sige, at fossile brændsler udgør en slags opsparet ”areal”, der i dag gør det muligt at bruge mere areal, end der aktuelt er til rådighed på kloden. Det anslås, at vi i dag bruger halvanden jordklode.

Se også: Opgaver til temaet Det biofysiske perspektiv