Markeder og miljøregulering
Der er ikke nogen direkte sammenhæng mellem den måde, ejendomsretten til ressourcer er organiseret på, og den måde, hvorpå de produkter, der fremstilles på grundlag af ressourcerne, kommer ud til brugerne i sidste ende. Produkterne kan komme frem til brugerne på flere måder. For det første kan producenterne bruge produkterne selv, som husholdninger ofte gør, hvis de dyrker grøntsager eller har høns i haven, og fiskere kan spise de fisk, de selv har fanget. For det andet kan produkterne foræres væk, som det sker mellem venner og ofte i forholdet mellem det offentlige og borgerne. For det tredje kan produkterne fordeles til brugerne gennem markeder. Markeder kan fordele goder, der er fremstillet inden for rammerne af forskellige ejerrettighedssystemer og af forskellige økonomiske enheder (husholdninger, virksomheder, det offentlige). Det betyder for eksempel, at ejerskabet og brugen af en ressource kan være organiseret som en fælled, samtidig med at produkterne af ressourceforbruget kan handles på et marked. Da markeder i moderne samfund spiller en stor rolle som led i at få goderne frem til brugerne, er det værd at se nærmere på, hvordan de fungerer, og hvilken rolle de kan spille i miljøregulering.
[otw_shortcode_info_box border_type=”bordered” border_style=”bordered”]Frie markeder findes ikke
I debatten om markeder og miljø formuleres ofte en modstilling mellem frie markeder og regulering, hvor regulering ses som noget, der hæmmer det frie markeds funktion. Inden for økologisk økonomi opfattes det som en falsk modstilling. Som det er beskrevet i afsnittene om interessemodsætninger og sideeffekter, så kan miljøregulering ganske rigtigt indebære begrænsninger for, hvad den enkelte ejer af en ressource kan tillade sig at gøre med sin ejendom, fordi der skal tages hensyn til andre interesser eller ”det heles vel”. Men det er kun en ganske lille del af alle de reguleringer, der udgør betingelserne for et marked. Der findes simpelthen ikke noget, der kan kaldes et frit marked. Som udviklingsøkonomen Ha-Joon Chang siger det (se https://www.youtube.com/watch?v=R4BelDrWWt0 ), så er alle markeder regulerede: Hvis man ser et bestemt marked som frit, er det bare, fordi man er så enig i de reguleringer, der understøtter markedet, at man ikke ser dem. For eksempel er det de færreste, der i dag går ind for, at man skal genindføre retten til børnearbejde. Den tidligere amerikanske arbejdsminister politologen Robert Reich fremhæver en lignende pointe her: https://www.youtube.com/watch?v=dikqwpp3ylA (myte nr. 2). I et miljøperspektiv drejer det sig om at regulere og designe markederne på måder, der fremmer de miljømæssige mål.[/otw_shortcode_info_box]
Et marked beskrives ofte som et sted, hvor der handles. Det er et sted, hvor sælgere og købere mødes. Mod betaling får køberne nogle af sælgernes varer. Tænk på blomster- og frugtmarkeder eller loppemarkeder: Her er sælger og køber i tæt interaktion, mens denne relation bliver mere fjern i et supermarked. Man er ikke i direkte kontakt med sælgeren. Der findes andre markeder, hvor denne relation er endnu mindre overskuelig, tænk blot på el-markedet, markedet for CO2-kvoter eller finansmarkedet. Her er afstanden mellem køber og sælger meget fjern, og relationen mellem dem meget indirekte. For at et marked kan opretholdes, må der være nogle købere, som bliver ved med at komme igen. Men det er primært sælgerne, der afgør, hvor stabile markederne er, fordi det er dem, der bestemmer, hvad der sælges og til hvilken pris. Selvom der er tale om en vis gensidighed købere og sælgere imellem, er sælgernes interesse at overleve – at sikre sig en ordentlig indtjening (profit). Mulighederne herfor påvirkes af, hvem der ellers sælger varer på markedet – konkurrenterne – og hvad de gør.
Selvom ovennævnte markeder er meget forskellige, hvad angår produkt og typen af købere og sælgere, så kendetegnes de alle af bestemte regler. Den økonomiske sociolog Neil Fligstein identificerer tre typer af regler, som tilsammen kendetegner ethvert marked. Det drejer sig om regler, der angiver (1) ejerrettighederne, (2) styrings- eller ’governance-’strukturer, samt (3) hvordan handlen skal foregå – hvordan transaktionerne på markedet skal ske. Disse regler kommer til udtryk i lovgivningen såvel som i markedsaktørernes forståelser og praksisser.
Uden klare ejerrettigheder er det umuligt at have et marked, for man vil ikke vide, hvem der ejer hvad, og hvem der således vil have ret til at handle med den pågældende vare. Sagt på en anden måde, ejerrettighederne er regler, der definerer, hvem der har krav på overskuddet, efter at varen er solgt (profitten). Men ejerrettighederne kan antage mange forskellige juridiske former, som det for eksempel kendes ved forskellige selskabsformer (privat/familieeje, anpartsselskaber, aktieselskaber). Det, ejerrettighederne gør, er at definere relationerne mellem ejerne og alle andre, og herved defineres også magtrelationerne mellem parterne på markedet.
Styrings- eller ’governance’-strukturerne vedrører to forhold: samfundets generelle regler for, hvorledes konkurrencen bør foregå, samt reglerne for, hvordan virksomheder kan organiseres, altså hvilke selskabsformer der er tilladt. Det er ’spilleregler’ for, hvordan markedet skal fungere. Dette angives enten (formelt) i lovgivningen eller (uformelt) i kraft af institutionaliserede praksisser. Konkurrenceloven har for eksempel til formål at fremme en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse gennem effektiv konkurrence til gavn for virksomheder og forbrugere. Loven forbyder derfor for eksempel visse former for konkurrencebegrænsende aftaler. Med hensyn til de uformelle, institutionaliserede praksisser drejer disse sig primært om professionelle organisationers rådgivning til markedsaktørerne om, hvordan de bedst kan udnytte konkurrencereglerne eller bedst kan organisere sig i forhold til deres konkurrenter.
Handelsreglerne angiver betingelser for, hvordan handlen på markedet – transaktionerne – kan foregå. Det drejer sig om mange forskellige typer af regler vedrørende produkternes sundhed og sikkerhed, transport, forsikring, kontraktoverholdelse m.m., der har det til fælles, at de søger at stabilisere markedet og sikre, at alle virksomhederne på markedet underlægges de samme betingelser. Handles der internationalt, bliver handelsaftaler landene imellem særligt vigtige.
Ud over disse regler spiller markedsaktørernes stiltiende forståelse af, hvordan markedet bør fungere, også en vigtig rolle. Denne forståelse udvikler sig over tid, særligt med hensyn til relationen mellem de eksisterende virksomheder på markedet og nye, indtrængende virksomheder. De eksisterende virksomheder på markedet ønsker sig ikke yderligere konkurrenter og vil derfor forsøge at etablere forskellige former for barrierer (for eksempel i form af bestemte produktionsstandarder), som kan udelukke nye virksomheders indtrængen på markedet. De nye virksomheder vil kunne udfordre markedsstabiliteten, hvis det lykkes dem at få fodfæste på markedet.
Selvom disse fire forhold er medvirkende til at skabe forudsætningerne for markedet (nemlig ejerrettighederne) og stabilisere dem ved at angive ’spillereglerne’ for, hvordan markedet skal fungere (ved hjælp af konkurrencereglerne), og hvordan transaktionerne skal findes sted (ved for eksempel handelsaftaler), udfordres disse forhold hele tiden! De eksisterende virksomheder på markedet, nye virksomheder, som ønsker at trænge ind på markedet, og køberne har alle interesse i at påvirke disse fire forhold. Der er således en stadig politisk kamp om at ændre disse forhold. Af samme grund er markedet ikke noget, der bare er der. Det er et resultat af markedsaktørernes kamp om at iscenesætte, organisere og designe markedsforholdene, så de gavner dem selv mest muligt. Det vil sige, at markedsforholdene er ikke naturgivne, men vil kunne laves om, hvis der er tilstrækkelig politisk opbakning til det. Markeder bliver skabt.
Det, der skaber dynamikken i markedet, er konkurrencen mellem sælgerne (virksomhederne) om at sikre sig købernes gunst, så de kommer igen og vedbliver at være gode kunder. Konkurrence synes at være tidens løsen, da stadig flere samfundsopgaver ’konkurrenceudsættes,’ for eksempel i forbindelse med liberalisering af el-markedet eller privatisering af vandforsyningen. Grunden hertil er en stærk forestilling om, at konkurrence mellem private udbydere vil sikre, at samfundets knappe ressourcer bruges mest effektivt. Men selv ifølge mainstreamøkonomisk teori gælder dette kun under fuldkommen konkurrence, hvor markedet er åbent for alle (ingen barrierer for nye virksomheders indtrængning), virksomhederne sælger identiske produkter, der er mange virksomheder, og ingen af dem kan kontrollere markedsprisen, og køberne har komplet information om produkterne, således at de kan vælge det bedste. Dette er imidlertid langt fra virkelighedens verden. Ikke desto mindre er forestillingen om, at ’markedskræfterne’ vil sørge for den mest effektive ressourceudnyttelse, meget udbredt. Det er en forestilling, der betragter markedskræfterne som naturgivne og ikke som noget, der er skabt gennem politiske processer.