Miljøetik
Emil Urhammer
I dette afsnit vil vi introducere nogle begreber, som er vigtige i miljøetikken. Med disse begreber får man nogle redskaber til at tale om forskellige miljømæssige dilemmaer og konflikter.
Antropocentrisme og økocentrisme
Problemstillingerne i dette tema om natursyn og etik kan også anskues ved hjælp af de to begreber antropocentrisme og økocentrisme. Ordet antropocentrisme er en sammensætning af det oldgræske ord anthropos (menneske) og det latinske ord centrum og betegner den opfattelse, at den menneskelige art er centrum for verden og står over andre arter, og at hensynet til menneskearten er overordnet hensynet til andre arter. Flere miljøforkæmpere har brugt begrebet til at påpege, hvordan hensynet til menneskehedens overlevelse og velbefindende er kommet på kollisionskurs med de livsopretholdende systemer på jorden, til skade både for andre arter og menneskeheden selv.
I modsætning til antropocentrisme er økocentrisme, i lighed med økofilosofien, udtryk for den tanke, at mennesket blot er en af mange ligeværdige brikker i jordens samlede økosystem. Økocentrisme fremhæver på denne måde mennesket som en del af naturen og ikke som noget, der står uden for den. I et økocentrisk verdenssyn er andre arter ligeværdige med mennesket, og hensynet til andre arter er lige så vigtigt som hensynet til mennesket. I relation til dette skal det nævnes, at miljøetikeren Finn Arler har fremsat det argument, at økocentrisme også er antropocentrisk, fordi det ikke er muligt for mennesket at se ud over sin egen arts horisont. Vi mennesker vil altid have os selv som centrum for vores opfattelse af den omkringliggende verden. Dette kommer til udtryk i dilemmaer, hvor man, selv om man ønsker det bedste for alle arter, alligevel ender med at prioritere sine egne menneskelige hensyn højest. Rasmus Ejrnæs giver et humoristisk eksempel på sådan et dilemma i forbindelse med ’skadedyr’ som dræbersnegle. På den ene side kan man godt synes, at dræbersnegle har ret til at leve ligesom alle andre arter, men det kan blive nødvendigt at slå dem ihjel, når de æder ens hjemmedyrkede salat.
Iboende og instrumentel værdi
I miljøetik bruger man ofte begreberne iboende og instrumentel værdi til at tale om værdien af forskellige naturgoder. Hvis man mener, at en sjælden sommerfugl eller en særlig plante har værdi i sig selv − altså er noget værd, uafhængigt af om mennesker overhovedet kender til dens eksistens eller synes om den − kan man sige, at sommerfuglen eller planten har iboende værdi. Hvis man derimod mener, at den sjældne sommerfugl eller plante kun har værdi i kraft af, at mennesker har glæde af den eller kan bruge den til noget, kan man tale om, at sommerfuglen eller planten har instrumentel værdi. I det sidste tilfælde kunne sommerfuglens flotte farver eller plantens velsmagende bær være eksempler på instrumentelle værdier.
Når man diskuterer forskellige samfundsmæssige prioriteringer, kan sådanne værdiopfattelser også spille en rolle. Lidt forsimplet kan man sige, at der ofte er en tendens til at prioritere naturgoder højere, hvis de har instrumentel værdi, altså værdi for mennesker. Et uberørt naturområde vil i manges øjne have større værdi, hvis mennesker har adgang til det og kan udnytte det til rekreative formål end, hvis det bare ligger uberørt hen uden direkte at være til gavn for mennesker. Det uberørte område kan imidlertid være levested for mange arter og er derfor vigtigt at bevare af hensyn til artsmangfoldigheden.
Er man interesseret i bevarelsen af artsmangfoldigheden, kan det være påkrævet at fremhæve den iboende værdi af alle arter. Med denne tilgang kan man understrege, at en kedelig grå bille har lige så meget ret til at leve som en farverig sommerfugl eller et kæledyr. Rasmus Ejrnæs har fremført, at menneskeheden ikke har brug for særlig stor artsmangfoldighed for at overleve på jorden, hvilket betyder, at bevarelsen af artsmangfoldigheden kalder på andre moralske argumenter som for eksempel, at alle levende væsner har iboende værdi og dermed ret til at leve, uafhængigt af om vi mennesker kan bruge dem til noget eller ikke.
Hvis man tænker lidt mere over det, vil man opdage, at opfattelserne af iboende og instrumentel værdi ikke er adskilte eller udelukker hinanden. Det er således muligt at opfatte en ting som havende både iboende og instrumentel værdi på samme tid. Eksempelvis kan jeg samtidig glædes over en sommerfugls farver og mene, at sommerfuglen har værdi i sig selv, uanset om jeg har glæde af at kigge på dens farvepragt eller ej.
Idéen om iboende og instrumentel værdi kan også kobles til de mere overordnede verdensopfattelser antropocentrisme og økocentrisme på den måde, at instrumentel værdi, lidt generaliserende, kan forstås som en antropocentrisk værdiopfattelse, mens iboende værdi går godt i spænd med økocentrismens opfattelser. Der er dog ingen grund til at skelne skarpt mellem de to og sige, at antropocentrisme kun rummer instrumentelle værdiopfattelser og omvendt. Instrumentel værdi kan også opfattes økocentrisk, og iboende værdi kan også ses som en antropocentrisk forståelse. I det første tilfælde kan en blomst for eksempel have instrumentel værdi for en bi (i stedet for et menneske), og man kan sige, at det kun er mennesket, som er i stand til at forstå begrebet iboende værdi, og derfor er hele denne idé antropocentrisk.
Økosystemtjenester
Idéen om iboende og instrumentel værdi relaterer også til vores opfattelse af økosystemer og deres bevarelse. Har man et instrumentelt syn på økosystemer, kan man anskue et økosystem som noget, der yder mennesker en tjeneste. Dermed er det økosystemets funktion, fra et menneskeligt synspunkt, som giver økosystemet værdi. Som eksempel kan man sige, at en skov er et økosystem, som leverer forskellige tjenester til mennesker. Skoven kan rense regnvand på dets vej ned til grundvandet og dermed levere rent drikkevand. Den kan også levere tømmer, og den kan være et sted, hvor man kan finde fred eller motionere.
Når man taler om skoven på denne måde, er det nærliggende at tale om, at skovens tjenester kan tilskrives en pengeværdi. Nogle mener således, at skovens evne til at levere rent drikkevand har en pengeværdi, som kan bruges i argumenter for at bevare skoven. Andre mener at det er en farlig vej at gå, fordi den åbner op for, at andre tiltag, med en højere pengeværdi, kan trumfe målet om at bevare forskellige økosystemer. Lad os bruge en artsrig og mangfoldig skov som eksempel på dette problem og antage, at skovøkosystemets evne til at rense regnvand er 5 millioner kroner værd om året. Hvis jeg nu kan argumentere for, at det vil give 7 millioner kroner om året, hvis man fælder alle træerne og etablerer en industrielt dyrket plantage med kun en træart, så har jeg et stærkt argument for at fælde skoven. For ikke at åbne op for en sådan glidebane mener flere miljøforkæmpere, at man hellere skal understrege skovens unikke værdier og skønhed uden at forsøge at sætte en pengeværdi på dens tjenester.
Usammenlignelighed
Et af problemerne i diskussionen om værdi er spørgsmålet om værdiers sammenlignelighed eller mangel på samme. Giver det for eksempel mening at sammenligne værdien af en truet dyreart med værdien af et stort anlægsarbejde, som truer denne arts habitat (levested)? Og er det overhovedet muligt, i sådanne tilfælde, objektivt at afgøre, hvad der er mest værdifuldt og dermed bør prioriteres højest?
Som nævnt i det tidligere afsnit forsøger nogle at løse sådanne problemer ved hjælp af pengeværdi og mener, at markedspriser kan afgøre, hvad der er mest værdifuldt og bør prioriteres højest. I denne logik betragtes markedsprisen altså som et troværdigt udtryk for en tings værdi, hvilket betyder, at markedspriser muliggør sammenligning mellem meget forskellige ting. Blandt økologiske økonomer er der en udbredt skepsis over for denne opfattelse, og de foreslår i stedet, at vi må acceptere usammenligneligheden, og at der ikke findes et enkelt mål, hvormed vi kan sammenligne alle værdier. I stedet bør man udvikle demokratiske metoder til at diskutere værdi, prioriteringer og beslutninger fra mange forskellige vinkler og ikke blindt lade sig styre af, hvad markedspriserne dikterer.