Vækstens dilemma
Emil Urhammer & Inge Røpke
Trods diverse kritikpunkter er det klart, at økonomisk vækst, målt som vækst i BNP, fortsat er den centrale målsætning i den økonomiske politik. Siden finanskrisen i 2008 er det imidlertid blevet mere almindeligt at tale om, at vi står over for en systemkrise, hvor økonomiske og miljømæssige kriser optræder samtidigt og er filtret sammen på mange forskellige, komplicerede måder. Den økologiske økonom Tim Jackson har formuleret det sådan, at vi står i et dilemma, vækstens dilemma, hvor den økonomiske vækst på den ene side undergraver miljøet gennem klimaforandringer og ødelæggelse af økosystemer, mens væksten på den anden side er nødvendig for at opretholde velstand, beskæftigelse og finansiering af velfærdsstaten, sådan som vi i dag har indrettet vores økonomiske system.
I denne video kan du høre Tim Jackson selv fortælle om vækstens dilemma.
Afkobling
For at overkomme vækstens dilemma sætter væksttilhængere ofte deres lid til afkobling, som går ud på, at man ved hjælp af teknologiske innovationer og ressourceeffektivitet kan afkoble den økonomiske vækst fra miljøpåvirkningen. I en kritisk analyse af idéen om afkobling argumenterer Tim Jackson imidlertid for det urealistiske i denne forhåbning.
For at forstå Jacksons argumenter er man nødt til at skelne mellem to forskellige typer af afkobling: relativ og absolut. Relativ afkobling betyder, at miljøpåvirkningen pr. enhed økonomisk output er faldende. Dette betyder ikke, at miljøpåvirkningen i sig selv er faldende, men at BNP er vokset mere end miljøpåvirkningen. I modsætning til relativ afkobling betyder absolut afkobling, at miljøpåvirkningen er faldet i absolutte termer uafhængigt af udviklingen i BNP.
[otw_shortcode_info_box border_type=”bordered” border_style=”bordered”]IPAT-ligningen
IPAT-ligningen beskriver forholdet mellem på den ene side miljøpåvirkning og på den anden befolkningsstørrelse, velstand og en teknologifaktor, som angiver miljøpåvirkning pr. enhed af BNP. IPAT kan ses som et redskab til at få begreb om og diskutere sammenhænge mellem miljøpåvirkning, befolkningsstørrelse, velstand og teknologisk formåen. Selve ligningen ser således ud:
I = P ⋅ A ⋅ T (Impact = Population ⋅ Affluence ⋅ Technology).
Hvor I er miljøpåvirkning (målt i forskellige enheder alt afhængig af miljøproblemet, man ønsker at undersøge), P er befolkningstallet, A er velstand (målt i BNP pr. person), og T er en teknologifaktor (målt i miljøpåvirkning pr. enhed af BNP).
Et eksempel på brugen af ligningen kunne være at se på den globale CO2-udledning. I dette tilfælde betegner I den globale CO2-udledning givet ved: CO2 (gigaton) = P (befolkningstallet) ⋅ A (BNP/ befolkningstallet) ⋅ T (gigaton/BNP). Hvor befolkningstallet er jordens samlede befolkning, og BNP er det globale bruttonationalprodukt. Ligningen kan benyttes på flere forskellige problemstillinger, hvor I ofte vil betegne forurening eller forbrug af ressourcer.[/otw_shortcode_info_box]
For at få en bedre fornemmelse af forskellen på relativ og absolut afkobling kan man benytte IPAT-ligningen (se infoboksen ovenfor). Hvis T, det vil sige miljøpåvirkningen pr. enhed af BNP, bliver mindre, har man relativ afkobling, mens absolut afkobling opstår, når I bliver mindre. Som en tommelfingerregel kan man sige, at absolut afkobling i en verden, hvor både befolkningstallet og BNP pr. indbygger vokser, kun kan opnås, hvis den relative afkobling udligner effekten af befolknings- og indkomststilvæksten. Vælger man et globalt perspektiv, er det imidlertid svært at finde historiske fortilfælde, hvor noget sådant er forekommet.
For at illustrere dette bruger Jackson IPAT-ligningen til at se på de globale CO2-udledninger, hvilket betyder, at I betegner globale CO2-udledninger, og T udtrykker CO2-intensiteten. CO2-intensitet betyder CO2-udledning pr. enhed af BNP. Høj intensitet er ensbetydende med, at der udledes en stor mængde CO2 pr. BNP-enhed, mens lav intensitet betyder det modsatte. Høj CO2-intensitet er dermed det samme som lav CO2-effektivitet.
Jackson påpeger nu, at CO2-intensisteten gennemsnitligt er faldet med 0,7 % pr. år siden 1990. Dette modvirkes imidlertid af en gennemsnitlig befolkningstilvækst på 1,3 % pr. år og en gennemsnitlig indkomststigning på 1,4 % pr. år, hvilket betyder, at effektivitetsforbedringerne ikke engang har kunnet udligne effekterne af en voksende verdensbefolkning. I stedet er den samlede CO2-udledning steget med gennemsnitligt 2 % pr. år fra 1990 til 2007.
På samme måde undersøger Jackson også muligheder for absolut CO2-afkobling i fremtiden og konkluderer, at med de officielle fremskrivninger af verdens befolkningstal og indkomst pr. person er kravet til forbedringer af T af en størrelsesorden, som må betragtes som nærmest umulig og i hvert tilfælde aldrig set tidligere i historien. Hvis man hertil lægger idéen om større lighed i indkomster på globalt plan, så bliver udfordringen endnu mere uoverskuelig. Tænker man for eksempel, at alle mennesker i verden skal have samme indkomstniveau som i Europa, vil dette kræve, at verdensøkonomien er seks gange større end nu i 2050. Hvis vi skal holde os inden for IPCC’s fastsatte grænseværdier for CO2 i atmosfæren, så vil dette kræve, at CO2-intensiteten falder med omkring 9 % om året frem til 2050.
Med de 0,7 % fald i intensiteten pr. år, som vi har set siden 1990, kan man konstatere, at udfordringen for effektivitetsforbedringerne er ganske betydelig. Som en reaktion på dette problem foreslår Jackson, at vi begynder at overveje det hensigtsmæssige i fortsat økonomisk vækst i stedet for at blive ved med at håbe på, at teknologien kan skabe de nødvendige effektivitetsforbedringer. I forhold til IPAT-ligningen betyder dette, at Jackson foreslår, at man skal begynde at tillade at skrue ned for A og P, så T ikke er den eneste faktor, som kan bringe I ned, og dermed skabe absolut afkobling.
Rebound-effekter
Når man beskæftiger sig med muligheder for afkobling mellem økonomisk vækst og forbrug af energi og ressourcer, melder der sig endnu en udfordring kaldet rebound-effekter. Rebound-effekter betegner det problem, at en energi- eller ressourceeffektivisering ofte medfører et merforbrug, som udligner effekten af effektiviseringen. Lad os tage bilkørsel som eksempel. Hvis man erstatter sin gamle bil med en nyere, mere energieffektiv model, som kan kører længere på litteren, sker der ofte det, at den økonomiske besparelse, som ligger i, at bilen kan køre længere på literen, udmønter sig i, at man begynder at bruge bilen mere og kører længere. På denne måde fører effektiviseringen bare til mere kørsel i stedet for en energibesparelse. Denne mekanisme kendes også i forbindelse med husisolering, hvor forbedret isolering kan medføre højere rumtemperaturer i stedet for faldende energiforbrug. Endelig ser man også rebound-effekter i forbindelse med øget forbrug som følge af besparelser tilvejebragt af energi- eller ressourceeffektiviseringer. Lad os tage eksemplet med bilen igen. Hvis man nu faktisk ikke begynder at køre mere og længere efter at have købt en ny energibesparende bil, så giver dette en økonomisk besparelse. Hvis denne besparelse nu omsættes i et merforbrug til for eksempel en ny mobiltelefon, ja, så opstår der igen en rebound-effekt i form af miljøbelastende merforbrug.
Grøn vækst
I et tidligere afsnit blev det nævnt, at væksttilhængere sætter deres lid til afkobling mellem økonomisk vækst og miljøpåvirkning, når det gælder løsningen af vækstens dilemma. Denne løsningstilgang bliver ofte betegnet grøn vækst og kan ses som et politisk program for løsningen af de mange økonomiske og miljømæssige kriser i vores tid. I grøn vækst er der særligt fokus på ressourceeffektivitet, investeringer i vedvarende energi og grøn innovation. Med dette fokus knytter grøn vækst sig stærkt til markedsorienterede løsninger, hvilket også kommer til udtryk i idéen om at bruge prisregulerende indgreb, såsom ressource- og miljøbeskatning, for at ændre økonomisk adfærd, højne ressourceeffektiviteten og sænke miljøbelastningen. Endvidere er der også blandt visse tilhængere af grøn vækst blevet givet udtryk for et ønske om at finde et nyt mål for økonomisk vækst. Her er idéen ofte at supplere eller korrigere BNP ved hjælp af andre indikatorer, som måler miljømæssige og sociale effekter, som BNP er blind for.
Modvækst
I tråd med Tim Jacksons skepsis over for muligheden for afkobling er der siden finanskrisen i 2008 opstået en international bevægelse kaldet modvækst (degrowth på engelsk), som argumenterer for, at den økonomiske vækst har nået sine miljømæssige grænser, og at det derfor er på høje tid at omstille til en ny samfundsøkonomi, som ikke baserer sig på økonomisk vækst. Modvækst er et omfattende politisk program, som adresserer mange forskellige aspekter af samfundsøkonomien, hvor løsningen af vækstens dilemma består i at overgå til en ikke-vækstøkonomi med fokus på retfærdig fordeling af jordens og samfundenes ressourcer. Dette betyder ikke, at tilhængere af modvækst er imod ressourceeffektivitet og innovation; de mener bare, at dette langtfra er nok til at løse vækstens dilemma. I en global økonomi kendetegnet ved ressource- og miljøbegrænsninger er det nemlig endvidere nødvendigt, at de begrænsede ressourcer deles retfærdigt mellem individer og nationer. På denne måde står idéen om lighed centralt for modvækst-bevægelsen.
I modsætning til grøn vækst er modvækst et politisk program, som kræver et radikalt opgør med tidens herskende økonomiske logikker om økonomisk vækst, offentlige besparelser og øget arbejdsudbud. I stedet taler man inden for modvækst om at bremse væksten, om retfærdig fordeling af indkomst og ressourcer, om at sænke arbejdstiden, om maksimum- og minimum-grænser for indkomst og om muligheden for en ubetinget basisindkomst til alle.
Et andet vigtigt tema for modvækst-bevægelsen er store virksomheders og superrige individers indflydelse på økonomien og samfundenes demokratier. Denne indflydelse kommer blandt andet til udtryk i miljøkonflikter, hvor multinationale virksomheder forsøger at overtage kontrollen med og udnytte naturressourcer som drikkevand, olie og fiskebestande på bekostning af lokalbefolkninger, som i århundreder har levet i de områder, hvor disse ressourcer findes. En del af modvækst-bevægelsens intention er derfor også at gøre opmærksom på disse konflikter og problematisere overgreb mod marginaliserede befolkningsgruppers rettigheder. På denne måde handler modvækst også om kampen imod multinationale virksomheders og ekstremt rige individers råderet over fælles naturressourcer og indflydelse på politik.
Som et sidste punkt i modvækst-tænkningen skal det også nævnes, at den finansielle sektor ses som et meget stort samfundsproblem og som en kerneårsag til økonomisk ustabilitet og ulighed. Det er derfor vigtigt for modvækst-tilhængere, at der tages et radikalt opgør med finanssektoren ved hjælp af omfattende regulering, opsplitning af alt for store banker og ved større statslig indblanding i den finansielle sektors aktiviteter generelt. På denne måde ønsker man at gøre den finansielle sektor til en hjælper for samfundsøkonomien i stedet for en sektor, som først og fremmest tænker på, hvordan der kan skabes overskud på komplicerede finansielle transaktioner.
Vækstagnosticisme
Nært beslægtet med modvækst-tanken er begrebet vækstagnosticisme, som betegner en holdning til økonomisk vækst, der går ud på, at vækst simpelthen ikke er det centrale samfundsøkonomiske problem i vores tid. For vækstagnostikere er der ingen grund til at bruge så mange kræfter på at diskutere, om det er godt eller skidt, at BNP går op eller ned, eller hvordan et nyt mål for vækst skal se ud. Vi har vigtigere problemer, såsom klimaforandringer, arbejdsløshed og ulighed, at løse. Set i dette lys kan diskussionerne om og bestræbelserne på at opnå økonomisk vækst ses som en unødvendig hindring for at løse vore samfunds allermest presserende problemer.