Opgaver
- Brug den økologisk økonomiske grundmodel (se første figur i dette tema) samt begreberne metabolisme og metabolisk organisme til at forklare sammenhængen mellem den globale økonomi og miljøproblemer som: klimaforandringerne, plasticforurening, fældning af regnskov, forurening af grundvandet og tab af biodiversitet.
- Den danske økonomi kan ses som en metabolisk organisme. Brug Danmarks Statistiks side om miljø og energi til at få et overblik over råstofudvindingen i Danmark, som kan ses som en del af denne metabolisme: http://www.dst.dk/da/Statistik/emner/geografi-miljoe-og-energi/miljoe-og-energi
- Notat: Plasticforurening af havet kan ses som et resultat af menneskesamfundenes økonomiske metabolisme. Lav et notat, som beskriver problemet med plasticforurening. Notatet skal indeholde en liste med konkrete forslag til at løse problemet. Du kan eventuelt begynde din undersøgelse ved at udforske Plastic Change’s hjemmeside: http://plasticchange.dk/
- Undersøg dit globale ”CO2-aftryk” ved at benytte Verdensnaturfondens beregner: http://footprint.wwf.org.uk/
Introduktion: Det biofysiske perspektiv
I dette tema bliver økonomien præsenteret som en såkaldt metabolisk organisme − en organisme med et stofskifte. Dette er det biofysiske perspektiv på økonomien, som giver et vigtigt bidrag til forståelsen af økonomi og økonomisk teori. Når man ser økonomien som en metabolisk organisme, sættes der fokus på alle de materialer, den energi og den plads, der kræves, for at økonomien kan holdes i gang. Dette medfører, at økonomiens størrelse kommer i fokus. Det har nemlig vist sig, at der er en klar sammenhæng mellem økonomiens størrelse og den mængde af råstoffer, energi og plads, økonomien kræver for at holde sig kørende. For at man kan få en bedre fornemmelse af økonomiens størrelse i biofysisk forstand, er der blevet udviklet forskellige mål, som kan hjælpe os med at danne et billede af økonomiens samlede metabolisme. Ud over at præsentere det biofysiske perspektiv på økonomien vil vi derfor også i dette tema kort beskrive nogle af de mest udbredte mål for økonomiens størrelse i biofysisk forstand.
Næste afsnit: En metabolisk organisme
Måling af økonomiens metabolisme
For at kunne bidrage til en bæredygtig omstilling af økonomien har politikere og andre aktører brug for at følge med i, hvordan økonomiens metaboliske proces forløber, og hvordan forskellige tiltag virker på denne proces. I miljø- og energipolitikken er der tradition for at følge mange forskellige problemer hver for sig: Hvordan går det med vandmiljøet, med brugen af farlige kemikalier, med nedbringelse af CO2-udslippet osv. Det er helt nødvendigt for at følge med på de enkelte områder og udforme specifikke politikker, men det giver ikke noget samlet overblik over, om det går frem eller tilbage på makroniveau. Når man vurderer, om for eksempel den danske samfundsøkonomi er ”sund”, er der tradition for at anvende økonomiske indikatorer: Er der vækst i bruttonationalproduktet (BNP), ligevægt på betalingsbalancen, fuld beskæftigelse, en passende udvikling i prisniveauet osv. Især er der meget fokus på udviklingen i BNP som indikator for, om det går godt. Set fra et økologisk økonomisk synspunkt er BNP imidlertid en højst problematisk indikator, fordi den hverken siger noget relevant om, hvordan det går med den bæredygtige omstilling, eller om, hvordan det går med velfærden i samfundet. BNP er først og fremmest en måling af aktivitetsniveauet i den formelle økonomi: Jo mere der sælges på markeder eller stilles til rådighed af den offentlige sektor, des højere bliver BNP. Aktiviteterne tæller med i BNP, selvom de beror på udnyttelse af ressourcer, der ikke kan gendannes. BNP stiger også, når samfundets indretning skaber problemer som trafikulykker, sygdomme eller forurening, der fører aktivitet med sig. Når selve aktiviteten er det centrale, lægger man fordele og ulemper sammen, og det er ikke egnet som styringsredskab for bæredygtig omstilling.
Biofysiske indikatorer
Inden for økologisk økonomi har det været en vigtig opgave at arbejde med udvikling af indikatorer, der bedre end BNP kunne sige noget relevant om, hvorvidt det går frem eller tilbage i biofysisk forstand. Det er som sagt svært at gøre ved at se på, hvordan det går med løsningen af den lange række af specifikke miljøproblemer. I stedet kan man se på størrelsen af de samlede input, der går ind i samfundets metaboliske organisme: Hvor meget bruger vi af energi og materialer, og hvor stort et areal lægger vi beslag på? Idéen er, at de samlede input kan bruges som indikatorer på, hvor stor samfundets metaboliske organisme er blevet i forhold til biosfæren, og at denne størrelse – der også kaldes økonomiens skala – har betydning for omfanget af de mange forskellige specifikke problemer. Ud over måling af input er det også vigtigt at følge kulstofudslippet på outputsiden af den metaboliske organisme, fordi det er så afgørende for klimaproblemet. I det følgende gives nogle eksempler på input-indikatorer, der supplerer, men også delvis overlapper hinanden. I første omgang fokuseres på, hvordan metabolisme kan måles på globalt plan. Derefter inddrages målingen for forskellige dele af den globale økonomi.
MFA
En af metoderne til at måle økonomiens stofskifte består i at opgøre vægten målt i ton af den mængde materialer, der tilføres økonomien gennem et år. Metoden kaldes Material Flow Accounting (MFA) – på dansk materialestrømsanalyse. Som ordet siger, er det strømmene af materialer, der er i fokus, men samtidig opgøres det også, hvor meget materiale der ophobes i økonomien for eksempel i form af bygninger og veje. For at være konsistent skal opgørelsen overholde materialebalanceprincippet: Den mængde materialer, der tilføres økonomien i et givet år, skal svare til summen af de materialer, der ophobes i økonomien, og de materialer, der forlader den i form af affald og emissioner samme år. For at kunne lave den slags opgørelser er det nødvendigt at fastlægge nogle systemgrænser. For eksempel siger man, at materialer har forladt økonomien, når samfundet har mistet kontrollen med dem, sådan som det sker, når gødning er blevet spredt på markerne.
Materialerne opdeles i fire hovedgrupper: biomasse, byggematerialer, fossile brændsler samt metaller og industrielle mineraler. Vand regnes ikke med, fordi det ville dominere billedet så meget, at andre udviklingstendenser bliver usynlige (for at overholde materialebalanceprincippet må man derfor opgøre for eksempel biomasse i tørstof – ellers skulle man have vanddamp med på emissionssiden). I figurerne nedenfor kan man se, hvordan materialestrømmene har udviklet sig for den globale økonomi fra 1900 til 2005. I den første halvdel af det 20. århundrede var væksten beskeden, mens de tre årtier efter Anden Verdenskrig var præget af høj vækst (den store acceleration). Væksten blev noget lavere fra de tidlige 1970’ere, indtil en ny vækstperiode satte ind i begyndelsen af 2000-årene. Den økonomiske krise, som begyndte i 2008, er ikke med på figurerne, men den har ført til afdæmpning af væksten. Over perioden som helhed er der sket et metabolisk skift, idet biomassens andel af materialestrømmene er faldet fra 75 % til 40 %. De fossile brændsler har fået meget større vægt, og der er sket en dramatisk stigning i brugen af byggematerialer. I en udviklet økonomi som den danske skulle man måske tro, at der ikke var brug for så meget udbygning, men den årlige nettoakkumulation er blevet opgjort til 11 tons per person om året for 1990.
Tallene bag figurerne vedrører kun de brugte materialestrømme, det vil sige de materialer, der har fået status af produkter i økonomien. Dertil kommer en omtrent lige så stor mængde af materialer, der er blevet flyttet rundt på, men som ikke er blevet brugt. Disse såkaldte skjulte strømme omfatter for eksempel overliggende lag og afgravet materiale i forbindelse med minedrift, og de kan også have væsentlige miljøeffekter.
Energi
En anden metode til at måle økonomiens stofskifte fokuserer på at opgøre energiforbruget. Energien indgår i materialestrømsanalyserne målt som vægten af de fossile brændsler og den biomasse, der benyttes til energiformål, men flere andre energikilder, som vandkraft, kernekraft, vindkraft, solenergi og geotermisk energi, falder udenfor. På grund af energiens centrale rolle for økonomien er det interessant at opgøre det samlede input af primær energi, det vil sige den energi, der er indlejret i naturens råmaterialer, før de omdannes til energibærere som benzin eller elektricitet. Primære energiressourcer omfatter for eksempel olie, kul, uran, sollys, vind, træ og strømmende vand i floder. Energiressourcerne kan lægges sammen, fordi de alle i princippet kan gøres op i den samme måleenhed – joule. For de fossile energikilder er der konsensus om opgørelsen af den energi, der er indeholdt i en given mængde af energikilden (for eksempel energiindholdet i 1 ton olie eller kul), men for andre energikilder som vedvarende energi er det ikke så enkelt. For vindkraft kan man for eksempel vælge enten at sætte den primære energi lig med den energi, man får ud af energikilden i form af elektricitet, eller man kan antage, at vindkraft har et energitab ved omdannelse svarende til fossil energi, sådan at mængden af primær energi fra vindkraft anslås til et væsentligt større tal.
Set over perioden fra 1900 til 2005 er det totale primære energiforbrug på globalt plan vokset med en faktor 11. Det er lidt mere end væksten i materialeforbruget, der ifølge Krausmann og andre er øget med en faktor 8,4. Hvis man inddrager kvaliteten af energiforbruget, så har væksten været endnu større. Når de forskellige energikilder lægges sammen på grundlag af deres mulige omsætning til varme, tages der ikke hensyn til, at der er større tab ved omdannelse til energibærere for nogle energikilder end for andre. Der tages heller ikke hensyn til, at nogle energikilder egner sig til at blive anvendt som arbejdsenergi (for eksempel til at drive maskiner), mens andre stort set kun kan omdannes til varme. Over tid har der været en væsentlig forbedring af effektiviteten i omdannelse af energikilder til energibærere, og desuden har den relativt større vækst i brugen af fossile brændsler i forhold til biomasse øget forbruget af arbejdsenergi væsentligt mere end forbruget af energi generelt.
HANPP
Materialestrømsanalyserne omfatter biomasse, men den er også udgangspunkt for et særligt mål. I sidste ende lever alle planter og dyr (inkl. mennesker) af den produktion af biomasse, som planterne kan producere ved hjælp af fotosyntese. Den mængde biomasse, som planterne ikke lægger beslag på til deres egen overlevelse, kaldes Net Primary Production (NPP) – på dansk nettoproduktionen. Den årlige nettoproduktion måles i kilo tørstof (eller i joule eller kulstof – resultatet bliver det samme), og den er til rådighed for alle dyrearter gennem fødekæderne. For at få et billede af, hvor meget mennesker ”fylder” i biosfæren, beregnes det, hvor stor en andel af nettoproduktionen mennesker tilegner sig. Denne andel kaldes Human Appropriation of Net Primary Production (HANPP), og det anslås, at HANPP i år 2005 er oppe på omkring 25 % af den jordbaserede fotosyntese (biomasseproduktionen i have og vandløb er ikke regnet med), jf. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3690849/. Når man tænker på, hvor mange arter der har brug for nettoproduktet, er 25 % et meget stort tal for en enkelt art, og jo større tallet bliver, des mere forringes livsbetingelserne for andre arter – og dermed i sidste ende også for mennesker, fordi økosystemerne forstyrres.
Økologiske fodaftryk
I modsætning til materialestrømsanalyserne sigter det økologiske fodaftryk mere direkte på at sætte arealanvendelsen i fokus. Menneskehedens økologiske fodaftryk er defineret som det areal, der er nødvendigt for at frembringe vores samlede årlige forbrug af varer og tjenester og for at neutralisere virkningen af vores udledninger af drivhusgasser samme år. Til det årlige forbrug beslaglægger mennesker først og fremmest areal til dyrkning af biomasse, der bruges til fødevarer enten direkte eller indirekte gennem foder for husdyr. Desuden bruges biomasse til brændsel og til fremstilling af for eksempel boliger, møbler og papir. Areal beslaglægges også gennem bebyggelse og infrastruktur. Oven i den aktuelle anvendelse af areal lægges et såkaldt virtuelt arealforbrug, der er knyttet til brugen af fossile brændsler. Det beregnes, hvor meget areal det ville være nødvendigt at tilplante med skov for at opsuge og neutralisere de kulstofudledninger, som årets forbrug af fossile brændsler giver anledning til. Man kan sige, at fossile brændsler udgør en slags opsparet ”areal”, der i dag gør det muligt at bruge mere areal, end der aktuelt er til rådighed på kloden. Det anslås, at vi i dag bruger halvanden jordklode.
Dele af den globale metabolisme
Ovenfor er de forskellige mål for metabolisme forklaret med udgangspunkt i den globale økonomi som helhed. Det bliver lidt mere kompliceret, når man for eksempel gerne vil måle metabolisme på nationalt eller regionalt niveau, eller hvis man vil se på den metabolisme, der knytter sig til en enkelt persons forbrug. Her bliver det nødvendigt at se på strømmene af energi og materialer internt i verdensøkonomiens metaboliske organisme og ikke bare på input og output i forhold til biosfæren. Hvis man for eksempel vil måle en enkelt persons energiforbrug, kan man ikke nøjes med at se på det direkte energiforbrug i form af elektricitet, benzin, varme osv. Man må også inddrage det indirekte energiforbrug, der er blevet anvendt til at fremstille og transportere de øvrige varer og tjenester, som personen anskaffer sig. Bag det ligger som regel en lang produktionskæde med mange led. I princippet kan man analysere hver af disse produktionskæder, men det bliver alt for omstændeligt, når man skal analysere det samlede forbrug for en person eller en gruppe. I stedet benytter man sig af input-output tabeller, der viser, hvor meget forskellige brancher i økonomien leverer til hinanden målt i værdi. Det kan for eksempel beregnes, hvor stor en produktion forskellige brancher skal levere for at muliggøre 100 kroners forbrug af en bestemt varegruppe som IT- udstyr eller svinekød. Denne beregning kan så kombineres med data om energiforbruget i de forskellige brancher, så man kan anslå det samlede energiforbrug, der knytter sig til 100 kroners forbrug af IT-udstyr eller svinekød. Ud over de værdibaserede input-output-tabeller findes der også fysiske input-output tabeller, der viser, hvor meget forskellige brancher leverer til hinanden målt i vægt.
Denne type data om produktionskæderne gør det muligt at beregne metabolisme på nationalt niveau, for en by eller for en husholdning. På nationalt niveau er det for eksempel interessant at se, hvor mange ressourcer et lands befolkning lægger beslag på, når man tager højde for, hvad der bliver importeret og eksporteret. Hvis der for eksempel ses på materialestrømme, så skal man ikke kun medregne vægten af de produkter, der krydser grænsen i forbindelse med handel, men også vægten af de ressourcer, der er medgået til fremstillingen og transporten af produktet, før det krydser grænsen. Det samme gælder, når man regner på ”embodied HANPP”, det vil sige den mængde biomasse, der er medgået til fremstilling af for eksempel en fødevare.
Fra 1980’erne og frem til finanskrisen i 2008 er der sket en kraftig stigning i international handel både målt i penge og i biofysiske termer. Ligesom man taler om landes betalingsbalance over for udlandet målt i penge, kan man tale om landes biofysiske ”betalingsbalance”, hvor forholdet mellem landets import og eksport af ressourcer gøres op. Selvom EU som helhed har nogenlunde balance på den samlede handel med resten af verden, har EU et stort underskud på den biofysiske ”betalingsbalance”: Vi importerer langt flere ressourcer, end vi eksporterer.
Den stigende opmærksomhed på de biofysiske aspekter af international handel har ført til et nyt perspektiv på en gammel diskussion om ulige bytte mellem lande. Når lande udveksler to varer, der har samme pris, ser det ud til at være et lige bytte, men byttet kan samtidig være ulige, hvis varerne sammenlignes ud fra en anden målestok. Tilbage i 1970’erne var den alternative målestok arbejdstid. Begrebet ulige bytte blev således brugt til at beskrive den situation, at eksportvarerne fra udviklingslande ofte krævede langt mere arbejdstid at fremstille end den arbejdstid, der var nødvendig for at fremstille de varer, de importerede fra industrilandene. Det perspektiv suppleres nu med, at der kan være ulige bytte i biofysiske termer: Neden under det lige bytte målt i penge er mange udviklingslande i den situation, at deres eksportvarer fremstilles med brug af langt flere ressourcer (som energi, materialer, biomasse, vand) end de varer, de importerer. Handelen kan på den måde bidrage til at undergrave landets miljø og fremtidige produktionsmuligheder, især hvis importen ikke styres på en fornuftig måde (se mere i temaet Drivkræfter og fordeling, afsnittet Handel og globalisering). Det er dog ikke så enkelt, at alle udviklingslande er i samme situation, mens alle industrilande er i den modsatte situation. For eksempel er et land som Australien storeksportør af ressourcer.
I en verden, hvor den økonomiske udvikling støder ind i biofysiske grænser, har regeringerne på det nationale niveau et dobbelt ansvar. Det er vigtigt at forbedre effektiviteten i brugen af ressourcerne og at omstille produktionssystemerne, så de kan fungere med færre ressourcer. Samtidig er det lige så vigtigt at begrænse det samlede forbrug af ressourcer, som befolkningen lægger beslag på, hvad enten forbruget er knyttet til indenlandsk eller udenlandsk produktion. Danmarks position i forhold til dette dobbelte ansvar er tvetydig: På den ene side klarer vi os bedre end mange andre lande med hensyn til omstillingen af energisystemet (og mindre godt for forskellige andre forsyningssystemer), og på den anden side er vores samlede ressourceforbrug pr. person højere end i de fleste andre lande. Hvis vi skal påtage os vores del af ansvaret, så er det vigtigt at formulere målsætninger for både produktion og forbrug. Indtil videre kniber det meget med at få forbrugssiden på dagsordenen.
Se også: Opgaver til temaet Det biofysiske perspektiv
En metabolisk organisme
Inge Røpke
Grundtanken i økologisk økonomi er, at økonomien kan opfattes som et biologisk system – en metabolisk organisme, der holdes i live af gennemstrømningen af energi og materialer.
Ordet metabolisme stammer fra det oldgræske ord for forandring eller overgang og refererer til transformation af materialer og energi. Populært sagt er en metabolisk organisme en organisme med et stofskifte. En metabolisk organisme indtager materialer og energi fra sine omgivelser i sit fordøjelsessystem og bruger dem til at opretholde sine livsprocesser. Gennem sin metabolisme er en organisme således i stand til at holde sig selv i live, men dens metabolisme har også en effekt på omgivelserne. Materialerne og energien, som organismen optager, forlader senere organismen i nye former og indgår i kredsløb og processer i det omkringliggende miljø. I mange situationer indgår en metabolisk organismes affaldsstoffer som nyttige elementer i det omkringliggende miljø, men i andre tilfælde kan de betragtes som skadelige. I økonomiens tilfælde kan man sige, at det er en organisme, hvis affaldsstoffer ofte er skadelige for det omkringliggende miljø og os selv.
Økologisk økonomi ser altså økonomien som en organisme med fysiske og kemiske egenskaber ligesom andre biologiske organismer, hvilket gør det muligt at opfatte økonomiske processer som såkaldte biofysiske processer. Det særlige ved økologisk økonomi er således, at den både beskriver økonomiske processer med begreber, som kendes fra almindelige økonomiske teorier, og i termer fra naturvidenskaber som biologi og fysik. Når for eksempel økonomiske teorier beskriver den økonomiske udvikling med begreber som priser, lønninger, betalingsbalance og økonomisk vækst, så kan den samme udvikling anskues ud fra et biofysisk perspektiv og beskrives med begreber som strømme af energi og materialer. Med det biofysiske perspektiv ser man nogle andre sammenhænge, end man gør med traditionelle økonomiske perspektiver, og perspektivet kan derfor fungere som en slags kritisk redskab over for traditionelle forståelser af økonomiske sammenhænge. For det første understreges menneskers afhængighed af naturen på en helt anden måde, og for det andet synliggøres ulige fordeling af ressourcer mellem forskellige grupper af mennesker mere klart.
Næste afsnit: Måling af økonomiens metabolisme