Styring og regulering

Markeder og miljøregulering

Der er ikke nogen direkte sammenhæng mellem den måde, ejendomsretten til ressourcer er organiseret på, og den måde, hvorpå de produkter, der fremstilles på grundlag af ressourcerne, kommer ud til brugerne i sidste ende. Produkterne kan komme frem til brugerne på flere måder. For det første kan producenterne bruge produkterne selv, som husholdninger ofte gør, hvis de dyrker grøntsager eller har høns i haven, og fiskere kan spise de fisk, de selv har fanget. For det andet kan produkterne foræres væk, som det sker mellem venner og ofte i forholdet mellem det offentlige og borgerne. For det tredje kan produkterne fordeles til brugerne gennem markeder. Markeder kan fordele goder, der er fremstillet inden for rammerne af forskellige ejerrettighedssystemer og af forskellige økonomiske enheder (husholdninger, virksomheder, det offentlige). Det betyder for eksempel, at ejerskabet og brugen af en ressource kan være organiseret som en fælled, samtidig med at produkterne af ressourceforbruget kan handles på et marked. Da markeder i moderne samfund spiller en stor rolle som led i at få goderne frem til brugerne, er det værd at se nærmere på, hvordan de fungerer, og hvilken rolle de kan spille i miljøregulering.

[otw_shortcode_info_box border_type="bordered" border_style="bordered"]Frie markeder findes ikke

I debatten om markeder og miljø formuleres ofte en modstilling mellem frie markeder og regulering, hvor regulering ses som noget, der hæmmer det frie markeds funktion. Inden for økologisk økonomi opfattes det som en falsk modstilling. Som det er beskrevet i afsnittene om interessemodsætninger og sideeffekter, så kan miljøregulering ganske rigtigt indebære begrænsninger for, hvad den enkelte ejer af en ressource kan tillade sig at gøre med sin ejendom, fordi der skal tages hensyn til andre interesser eller ”det heles vel”. Men det er kun en ganske lille del af alle de reguleringer, der udgør betingelserne for et marked. Der findes simpelthen ikke noget, der kan kaldes et frit marked. Som udviklingsøkonomen Ha-Joon Chang siger det (se https://www.youtube.com/watch?v=R4BelDrWWt0 ), så er alle markeder regulerede: Hvis man ser et bestemt marked som frit, er det bare, fordi man er så enig i de reguleringer, der understøtter markedet, at man ikke ser dem. For eksempel er det de færreste, der i dag går ind for, at man skal genindføre retten til børnearbejde. Den tidligere amerikanske arbejdsminister politologen Robert Reich fremhæver en lignende pointe her: https://www.youtube.com/watch?v=dikqwpp3ylA (myte nr. 2). I et miljøperspektiv drejer det sig om at regulere og designe markederne på måder, der fremmer de miljømæssige mål.[/otw_shortcode_info_box]

Et marked beskrives ofte som et sted, hvor der handles. Det er et sted, hvor sælgere og købere mødes. Mod betaling får køberne nogle af sælgernes varer. Tænk på blomster- og frugtmarkeder eller loppemarkeder: Her er sælger og køber i tæt interaktion, mens denne relation bliver mere fjern i et supermarked. Man er ikke i direkte kontakt med sælgeren. Der findes andre markeder, hvor denne relation er endnu mindre overskuelig, tænk blot på el-markedet, markedet for CO₂-kvoter eller finansmarkedet. Her er afstanden mellem køber og sælger meget fjern, og relationen mellem dem meget indirekte. For at et marked kan opretholdes, må der være nogle købere, som bliver ved med at komme igen. Men det er primært sælgerne, der afgør, hvor stabile markederne er, fordi det er dem, der bestemmer, hvad der sælges og til hvilken pris. Selvom der er tale om en vis gensidighed købere og sælgere imellem, er sælgernes interesse at overleve – at sikre sig en ordentlig indtjening (profit). Mulighederne herfor påvirkes af, hvem der ellers sælger varer på markedet – konkurrenterne – og hvad de gør.

Selvom ovennævnte markeder er meget forskellige, hvad angår produkt og typen af købere og sælgere, så kendetegnes de alle af bestemte regler. Den økonomiske sociolog Neil Fligstein identificerer tre typer af regler, som tilsammen kendetegner ethvert marked. Det drejer sig om regler, der angiver (1) ejerrettighederne, (2) styrings- eller ’governance-’strukturer, samt (3) hvordan handlen skal foregå – hvordan transaktionerne på markedet skal ske. Disse regler kommer til udtryk i lovgivningen såvel som i markedsaktørernes forståelser og praksisser.

Uden klare ejerrettigheder er det umuligt at have et marked, for man vil ikke vide, hvem der ejer hvad, og hvem der således vil have ret til at handle med den pågældende vare. Sagt på en anden måde, ejerrettighederne er regler, der definerer, hvem der har krav på overskuddet, efter at varen er solgt (profitten). Men ejerrettighederne kan antage mange forskellige juridiske former, som det for eksempel kendes ved forskellige selskabsformer (privat/familieeje, anpartsselskaber, aktieselskaber). Det, ejerrettighederne gør, er at definere relationerne mellem ejerne og alle andre, og herved defineres også magtrelationerne mellem parterne på markedet.

Styrings- eller ’governance’-strukturerne vedrører to forhold: samfundets generelle regler for, hvorledes konkurrencen bør foregå, samt reglerne for, hvordan virksomheder kan organiseres, altså hvilke selskabsformer der er tilladt. Det er ’spilleregler’ for, hvordan markedet skal fungere. Dette angives enten (formelt) i lovgivningen eller (uformelt) i kraft af institutionaliserede praksisser. Konkurrenceloven har for eksempel til formål at fremme en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse gennem effektiv konkurrence til gavn for virksomheder og forbrugere. Loven forbyder derfor for eksempel visse former for konkurrencebegrænsende aftaler. Med hensyn til de uformelle, institutionaliserede praksisser drejer disse sig primært om professionelle organisationers rådgivning til markedsaktørerne om, hvordan de bedst kan udnytte konkurrencereglerne eller bedst kan organisere sig i forhold til deres konkurrenter.

Handelsreglerne angiver betingelser for, hvordan handlen på markedet – transaktionerne – kan foregå. Det drejer sig om mange forskellige typer af regler vedrørende produkternes sundhed og sikkerhed, transport, forsikring, kontraktoverholdelse m.m., der har det til fælles, at de søger at stabilisere markedet og sikre, at alle virksomhederne på markedet underlægges de samme betingelser. Handles der internationalt, bliver handelsaftaler landene imellem særligt vigtige.

Ud over disse regler spiller markedsaktørernes stiltiende forståelse af, hvordan markedet bør fungere, også en vigtig rolle. Denne forståelse udvikler sig over tid, særligt med hensyn til relationen mellem de eksisterende virksomheder på markedet og nye, indtrængende virksomheder. De eksisterende virksomheder på markedet ønsker sig ikke yderligere konkurrenter og vil derfor forsøge at etablere forskellige former for barrierer (for eksempel i form af bestemte produktionsstandarder), som kan udelukke nye virksomheders indtrængen på markedet. De nye virksomheder vil kunne udfordre markedsstabiliteten, hvis det lykkes dem at få fodfæste på markedet.

Selvom disse fire forhold er medvirkende til at skabe forudsætningerne for markedet (nemlig ejerrettighederne) og stabilisere dem ved at angive ’spillereglerne’ for, hvordan markedet skal fungere (ved hjælp af konkurrencereglerne), og hvordan transaktionerne skal findes sted (ved for eksempel handelsaftaler), udfordres disse forhold hele tiden! De eksisterende virksomheder på markedet, nye virksomheder, som ønsker at trænge ind på markedet, og køberne har alle interesse i at påvirke disse fire forhold. Der er således en stadig politisk kamp om at ændre disse forhold. Af samme grund er markedet ikke noget, der bare er der. Det er et resultat af markedsaktørernes kamp om at iscenesætte, organisere og designe markedsforholdene, så de gavner dem selv mest muligt. Det vil sige, at markedsforholdene er ikke naturgivne, men vil kunne laves om, hvis der er tilstrækkelig politisk opbakning til det. Markeder bliver skabt.

Det, der skaber dynamikken i markedet, er konkurrencen mellem sælgerne (virksomhederne) om at sikre sig købernes gunst, så de kommer igen og vedbliver at være gode kunder. Konkurrence synes at være tidens løsen, da stadig flere samfundsopgaver ’konkurrenceudsættes,’ for eksempel i forbindelse med liberalisering af el-markedet eller privatisering af vandforsyningen. Grunden hertil er en stærk forestilling om, at konkurrence mellem private udbydere vil sikre, at samfundets knappe ressourcer bruges mest effektivt. Men selv ifølge mainstreamøkonomisk teori gælder dette kun under fuldkommen konkurrence, hvor markedet er åbent for alle (ingen barrierer for nye virksomheders indtrængning), virksomhederne sælger identiske produkter, der er mange virksomheder, og ingen af dem kan kontrollere markedsprisen, og køberne har komplet information om produkterne, således at de kan vælge det bedste. Dette er imidlertid langt fra virkelighedens verden. Ikke desto mindre er forestillingen om, at ’markedskræfterne’ vil sørge for den mest effektive ressourceudnyttelse, meget udbredt. Det er en forestilling, der betragter markedskræfterne som naturgivne og ikke som noget, der er skabt gennem politiske processer.

Se også: opgaver til temaet Styring og regulering

by ecomacundervisning

Ejendomsret og fælleder

De forskellige godetyper klassificeres ud fra rent praktiske vurderinger af deres karakteristika: Er det praktisk muligt at udelukke nogen fra brug, hvis de for eksempel ikke vil eller kan betale? Vil den enes forbrug af godet rent praktisk formindske andres muligheder for at bruge det? Godetyperne er derimod ikke defineret ud fra, hvordan ejendomsretten til dem er organiseret. Nogle goder er svære at gøre til privat ejendom, hvis man ikke kan finde på metoder til at udelukke andre fra brugen, når de ikke betaler, men for andre goder er der mange muligheder for organisering af ejendomsretten. Et gode som en hospitalsbehandling er et privat gode, fordi brugere kan udelukkes, og fordi der er knaphed på godet, men der er stor forskel på, hvordan forskellige lande organiserer forsyningen med godet: Mens hospitalsvæsenet i Danmark i høj grad er offentligt, er det privat i USA. På miljøområdet er det en central diskussion, hvordan ejendomsretten til naturressourcer bedst organiseres, hvis man gerne vil undgå overudnyttelse. Meget af debatten har taget udgangspunkt i begrebet fælleder.

De fleste kender nok til Fælledparken som det sted i København, hvor mange fejrer 1. maj. Denne meget velbesøgte park var oprindeligt et fælles græsningsareal for kreaturer. Fra en gang i 1400-tallet til tidligt i 1700-tallet havde de omkringboende fælles brugsret til området. Hver bonde kunne sætte et vist antal kreaturer på græs efter et nøje aftalt system. Der var således ikke tale om, at man havde fri adgang til uhindret brug af fælleden. Der var snarere tale om en form for kvoteordning. Fra tidligt i 1700-tallet og de næste to hundrede år frem blev fælleden brugt til militære formål, indtil arealet blev overtaget af Københavns Kommune og anlagt som en park (1908-12).

Fælleder var imidlertid ikke kun et københavnsk fænomen, men fandtes i mange landsbyer rundt omkring i landet. Deres brug blev reguleret af sædvaneregler – regler, som gradvist er udviklet i landsbyfællesskaberne med henblik på at sikre sig mod overudnyttelse af arealerne. Ved udskiftningen (i midten af 1700-tallet) begyndte fælledernes afvikling, samtidigt med at man begyndte at udskille de enkelte lodsejeres jorde inden for landsbyen.

Nu er sådanne landsbyfælleder – eller ’commons’, som de hedder på engelsk – for længst afviklet her i landet. Men fænomenet tiltrækker sig stadig megen opmærksomhed, blandt andet fordi mange naturressourcer er fællesressourcer, men også fordi der opstår nye former for fælleder som følge af samfundsudviklingen.

En af de dominerende fortællinger om fælleder er, at de er ensbetydende med tragedier; en kobling, der blev etableret i artiklen ”The Tragedy of the Commons” udgivet i det meget velansete tidsskrift Science i 1968. Artiklen tager udgangspunkt i, at der er et fælles græsningsareal, der er tilgængeligt for alle. Tragedien opstår ifølge forfatteren, fordi det mest rationelle for den enkelte bonde er at udnytte græsningsarealet mest muligt (til græsning for hans dyr), og når alle agerer på samme måde, vil ”frihed i en fælled bringe ødelæggelse til alle” (Hardin, s. 1244). Implicit i Hardins argument er en antagelse om, at tragedien kunne undgås ved at indføre privat ejendomsret. Kun herved ville bønder få incitament til at passe på (deres respektive del af) græsningsarealet.

Der skulle gå mange år, før denne fortælling blev problematiseret. Nobelpristageren Elinor Ostrom og hendes forskningsgruppe har dokumenteret, hvordan lokalsamfund mange steder rundt om i verden faktisk har udviklet forskellige måder at styre deres fælles brug af græsningsarealer og andre former for fællesressourcer på, som for eksempel skove, fiskepladser og grundvandsmagasiner. På denne baggrund har de kunnet afsløre de skjulte antagelser i Hardins fortælling. Endvidere har de påpeget, at Hardins fortælling slet ikke drejer sig om fælleder (commons), men om græsning i et tilfælde, hvor der er fri adgang til den begrænsede ressource (’open acess’ og dermed ingen social kontrol). Han havde således overset den mulighed, at folk faktisk samarbejder om at finde løsninger på deres fælles udfordringer.

Hardins artikel stiller to former for ejerrettighedssystemer op over for hinanden: privat, individuel ejendomsret, som var Hardins løsning på, hvordan man kan undgå overudnyttelse af en knap ressource, og ’open access’ – fri/åben adgang, som kendetegnes ved, at ingen har ejendomsretten (eller hvis nogen har den, så håndhæves den ikke), som var det (tragiske) fænomen, han egentlig beskrev. Men Ostrom har også identificeret to andre former for ejerrettighedssystemer (nogle kalder dem ejerrettighedsregimer), nemlig gruppeejendomsret, som udvikles i en gruppe med henblik på at regulere brugen og afholde andre fra at udnytte ressourcen, og så statsejendom, hvor det er staten, der har rettighederne til at udnytte ressourcen. Og et af resultaterne af hendes forskning er, at man ikke helt generelt kan sige, at ét ejerrettighedssystem er bedre end et andet til at regulere ressourceforbruget. Dette må undersøges konkret.

På baggrund af sine undersøgelser har Ostrom opstillet otte principper for, hvorledes fællesressourcer, commons, kan styres:

1. Gruppen (der skal have adgang til fællesressourcerne) skal klart kunne afgrænses – når folk kender hinanden, er der større sandsynlighed for, at de får tillid til hinanden.
2. ’Reglerne’ for folks brug af fællesressourcerne skal svare til lokale behov og forhold, ellers vil der være større risiko for, at folk ikke vil indordne sig under de fælles regler.
3. Af samme grund skal man sørge for, at de, der berøres af reglerne, også har mulighed for at påvirke udviklingen af dem. Der skal være tale om en demokratisk proces.
4. Lokalsamfundenes selvregulerende foranstaltninger skal respekteres af udefrakommende myndigheder.
5. Man er nødt til at udvikle et system, som lokalsamfundets medlemmer kan bruge til at overvåge gruppemedlemmernes adfærd.
6. Sanktioner over for dem, der overtræder fællesskabets regler, skal gradueres.
7. Man skal udvikle/sikre tilgængelige og billige former for konfliktløsning.
8. Ansvaret for reguleringen af ressourceforbruget skal bygges op nedefra.

Hermed ikke sagt, at det nødvendigvis vil lykkes for et lokalsamfund at finde frem til de regler eller mekanismer, der kan styre forbruget af en fællesressource, for der kan opstå mange problemer undervejs. For eksempel hvis nogle ikke vil indordne sig, nogle vil bestemme for meget (er mere magtfulde end andre), eller hvis der opstår andre former for konflikter.

Ikke desto mindre tjener fælled- eller commons-begrebet i dag som model for, hvordan man kan finde på nye måder at forvalte vores ressourcer på. For eksempel er der mange, der betragter byrummet som en form for commons – det er et sted, der er svært (og/eller omkostningsfuldt) at udelukke andre fra også at bruge, samtidigt med at den ene persons forbrug godt kan formindske andres muligheder for at nyde samme byrum, hvis personen for eksempel udøver hærværk. Nyttehaver i byen er noget, som alle forbipasserende kan nyde godt af, og de er vanskelige at beskytte mod hærværk, medmindre man i lokalområdet kan udvikle en norm om, at dette bare er ’a no go’ og på en eller anden måde gribe sanktionerende ind over for dem, der ødelægger haverne. For mange er spørgsmålet om at (gen-) indføre fælleder i byer et spørgsmål om beboernes demokratiske rettigheder til at påvirke udviklingen i deres nærområde.

Set i dette perspektiv omfatter fælleder mere end nogle biofysiske fællesressourcer (jf. byrummet eller nyttehaver i eksemplerne ovenfor). I disse eksempler knyttes fællederne også til grundlæggende forestillinger om, hvad det vil sige at have et godt byliv – det, nogle kalder ’livability’ –  og til idealer om at komme tættere på naturen. Samtidig er fællederne også involverende – folk bliver engageret i sikring af udviklingen i deres lokalområde – og dette kan være med til at påvirke folks identitet, deres følelse af, hvor de hører hjemme. Fælleder er socio-økonomiske, biofysiske systemer eller fællesskaber.

Næste afsnit: Markeder og miljøregulering

by ecomacundervisning

Problemet med sideeffekter og tredjepart

Produktion og forbrug indebærer både brug af ressourcer og udledning af affaldsstoffer. Det kan give anledning til to former for problemer: For det første kan ressourcerne bliver overudnyttet, og for det andet kan affaldsstofferne fra processen have skadevirkninger. Ingen af delene kan siges at være formålet med processen, så de må siges at være utilsigtede sideeffekter. Disse sideeffekter vil ofte ramme personer, der ikke har nogen glæde af den produktions- og forbrugsproces, der har givet anledning til problemerne. I så fald taler man om, at sideeffekterne rammer tredjepart. Med tredjepart tænkes der her på mennesker og ikke på skader på dyr eller planter, medmindre skaderne har betydning for mennesker (perspektivet er altså antropocentrisk, jf. temaet om natursyn og etik).

Forureningsproblemer vil ofte være sideeffekter, der rammer tredjepart. Det klassiske eksempel er, at en virksomhed udleder affaldsstoffer til søer eller vandløb, og at disse stoffer skader fiskebestanden og dermed fiskernes muligheder for at fange fisk. Det samme gælder naturligvis udledningen af spildevand fra byerne og udvaskning af næringsstoffer fra landbrugets gødning, ligesom forureningen også rammer andre interesser end fiskeriet, for eksempel mulighederne for at bade. Som man kan læse om i Engbergs bog, er den danske miljøhistorie rig på konflikter omkring forurening af vandløbene, og det fortsætter den dag i dag.

Helt frem til nyere tid er den type konflikter først og fremmest blevet reguleret gennem lovgivning med forbud og påbud, ofte efter lange tovtrækkerier. Lovgivningen forbyder forskellige ting som for eksempel at bruge bestemte giftige stoffer i produktionen, ligesom loven påbyder virksomheder at udføre bestemte opgaver på fastsatte måder. Der er også omfattende regulering af produkterne, sådan at brugerne ikke får stød af el-artikler eller bliver syge af at spise fødevarerne, og sådan at husene ikke falder sammen. På den måde tøjles fristelsen for producenterne til at gøre tingene billigst muligt uden hensyn til eventuelle sideeffekter for tredjepart.

Siden 1980’erne er det blevet stadig mere almindeligt også at bruge andre redskaber til at regulere konflikterne, særligt økonomiske styringsmidler. Især økonomer har argumenteret for, at det nogle gange er bedre at lægge en afgift for eksempel på udledninger af skadelige stoffer i stedet for at fastsætte regler om, hvor meget der må udledes. Det går selvfølgelig ikke, hvis det er et stof, der helt skal undgås, men hvis det handler om at begrænse mængderne, kan en afgift være nyttig. For det første kan det samlet set være billigere for samfundet, fordi afgiften får virksomhederne til at reducere udledningerne, hvis det er relativt let for dem at gøre det, mens udledningerne kan fortsætte i de virksomheder, hvor det er besværligt, og det derfor vil være billigere at betale afgiften. For det andet giver afgiften et incitament til teknisk udvikling, der på længere sigt kan mindske udledningerne på en mere effektiv måde. Endelig kan afgiften for det tredje skaffe penge til statskassen, der for eksempel kan bruges til at løse nogle af de problemer, som sideeffekterne giver anledning til.

Inden for mainstreamøkonomi kaldes sideeffekterne for eksternaliteter eller eksterne effekter, fordi de er eksterne i forhold til de faktorer, der indgår i beslutningstagerens overvejelser. En virksomhed interesserer sig for eksempel for de indtægter og omkostninger, den selv må indføre i sit regnskab, men ikke for de effekter, der rammer andre. I miljøsammenhæng er de eksterne effekter ofte negative, men det kan også være positive effekter. Det klassiske eksempel er biavl, hvor andre end ejeren af bistaderne kan have glæde af biernes bestøvning af blomsterne. Inden for mainstreamøkonomi er brugen af eksternalitetsbegrebet ofte forbundet med en forestilling om, at man i princippet kan beregne den økonomiske værdi af eksternaliteten, og at en afgift af den rigtige størrelse kan sikre et ”optimalt” resultat. Inden for økologisk økonomi giver den tankegang ingen mening, fordi markedspriser ikke ses som et relevant udtryk for, hvad noget er værd (jf. temaet om politiske beslutninger, afsnittet om værdi og priser). Men økologiske økonomer tilslutter sig, at det i nogle sammenhænge er nyttigt at bruge afgifter som styringsmiddel – de må bare fastsættes ud fra andre overvejelser end en idé om optimalitet.

De økonomiske styringsmidler omfatter også kvoter, der kan handles (som EU’s system med CO₂-kvoter og det danske system med fiskekvoter), og støtteordninger, der for eksempel kan gives til udvikling af renere teknologier. Det kan også være betaling til landmænd eller skovejere for at drive deres erhverv på en særlig miljøskånsom måde. Den form for støtte kaldes betaling for økosystemtjenester (PES, Payment for Ecosystem Services). Ud over de økonomiske styringsmidler er der en lang række andre redskaber som miljømærkning af produkter, miljøcertificering af virksomheder, frivillige aftaler med industrien og meget andet, som det fører for vidt at komme ind på her (lidt mere kan findes i afsnittet om institutioner i temaet Teoretiske briller).

Godetyper og overudnyttelse af ressourcer
Ovenfor omtales især forureningsproblemer, men udnyttelse af ressourcer kan ses i det samme perspektiv, fordi udnyttelsen kan indebære sideeffekter, der går ud over tredjepart: Når regnskove fældes, går det ud over mange flere end dem, der har glæde af de fældede træer eller den ryddede jord. På kort sigt rammes de, der tidligere brugte skoven som livsgrundlag gennem indsamling af frugt, tapning af gummi og andre aktiviteter, og på længere sigt forværres klimaproblemet, der rammer os alle. Imidlertid diskuteres sideeffekterne ved brug af naturressourcer ofte i et supplerende perspektiv, der synliggør nogle særlige vanskeligheder for reguleringen.

Perspektivet tager udgangspunkt i en klassifikation af goder ud fra to dimensioner. Den ene dimension drejer sig om, hvorvidt én persons forbrug af et gode mindsker, hvad der er til rådighed for andre. I så fald kaldes det konkurrerende eller rivaliserende forbrug. Et klassisk eksempel er et stykke brød – hvis du spiser et stykke brød, er der ikke andre, der også kan spise brødet (med mindre brødstykket deles). Et klassisk eksempel på et ikke-rivaliserende forbrug er forbruget af tv- signaler, som når vi ser fjernsyn – en husstands tv-forbrug begrænser ikke andre husstandes muligheder for også at se fjernsyn.

Den anden dimension drejer sig om, hvorvidt det er let eller svært at udelukke nogen fra at bruge godet. Hvis en person for eksempel ikke vil betale for et gode, kan det så rent praktisk lade sig gøre at udelukke vedkommende fra at bruge det? De goder, der sælges i butikker, er beskyttet af overvågning og af lovgivning om, at man bliver straffet, hvis man stjæler dem. Men i andre tilfælde er det svært at udelukke nogen fra at bruge et gode, fordi godet ikke kan hegnes ind eller beskyttes på anden måde. Det kan for eksempel være svært at holde øje med, om folk henter brænde i skovene, selvom det ikke er tilladt. Særlig vanskeligt er det at hindre nogen i at bruge et gode, der ikke kan deles op, sådan som for eksempel ren luft eller adgangen til at se signalerne fra et fyrtårn.

Ud fra de to dimensioner kan goder klassificeres i fire forskellige godetyper, som det fremgår af tabellen nedenfor:

• Er det nemt at udelukke andre fra at forbruge godet, samtidig med at en persons forbrug mindsker andres forbrug, kaldes det private goder. Typiske eksempler er vand på flaske, madvarer, tøj og mange andre former for varer. Hvis du drikker vandet eller spiser maden eller går med tøjet, er der ikke andre, der kan gøre det samme med disse varer.
• I de tilfælde, hvor den enes forbrug kun i ringe grad eller slet ikke begrænser andres brug af samme gode, tales der om klubgoder (kaldes også billetgoder). Et klassisk eksempel herpå er, når fjernsynssignaler kobles sammen i ’pakker’ på kabel-tv, som man så skal betale for at se. De, der ikke betaler, kan ikke se de programmer, der er i pakken, men når du ser et program i pakken, vil dit forbrug ikke mindske andre betalende forbrugeres mulighed for også at se programmerne i den pågældende pakke.
• Hvis det er vanskeligt at udelukke nogen fra at forbruge et gode, og der ikke er tale om konkurrerende forbrug, tales der om offentlige goder. Typiske eksempler er forebyggelse af kriminalitet eller forsvaret – de yder beskyttelse til alle inden for et nærmere afgrænset område. Da godet ikke kan deles op og sælges til dem, der vil betale, sikres det som regel ved skatteindbetalinger fra befolkningen i de pågældende områder. På den måde søger man at undgå situationer, hvor enkelte personer ’kører frihjul’, det vil sige søger at slippe for at betale, selvom de nyder godt af den beskyttelse, som andre i området betaler for.
• Hvis der derimod er tale om et konkurrerende forbrug, og det samtidig er vanskeligt at udelukke nogen fra at forbruge godet, kaldes det fællesgoder (eller fællesressourcer, fra engelsk common-pool resources). Havenes fiskebestand og grundvandsressourcer kendetegnes ved netop disse karakteristika. Det er vanskeligt at forhindre folks forbrug af disse ressourcer, og når tilpas mange bruger dem, kan der opstå problemer med overforbrug.

I praksis er klassifikationen ikke så klar, som beskrevet ovenfor. Der er mange grænsetilfælde mellem de forskellige typer, og over tid kan placeringen af et gode ændre sig. For eksempel kan teknologiske forandringer påvirke mulighederne for at udelukke nogen fra at bruge et gode, sådan som GPS har gjort det lettere at kontrollere, hvem der fanger fisk i havene. Graden af knaphed ændrer sig også over tid, sådan at for eksempel naturgoder som rent vand kan ændre sig fra at være offentlige goder med ringe rivalisering i forbruget til at være fællesgoder.

I miljøsammenhæng giver fællesgoder og offentlige goder anledning til særlige problemer. Når der er hårdt pres på ressourcerne, kan fællesgoder let blive overudnyttet. Hvis man for eksempel overfisker, kan det føre til en gradvis underminering af fiskebestanden og dermed til en begrænsning af fiskeriet i fremtiden. Hvis man skal forsøge at komme sådanne overforbrugsproblemer til livs, er man nødt til at udvikle regler for, hvem der må fiske hvor meget, hvornår. Som hovedregel gælder det, at jo mindre skala og jo færre parter der er involveret, desto nemmere er det at nå frem til disse regler. I forhold til overudnyttelse af fiskebestanden kan man styre, hvem der kan få adgang (retten) til at fiske lokalt (i søer, åer eller de kystnære farvande) ved udstedelse af fisketegn. Er der tale om kommercielt fiskeri, hvor man fisker i bestemte havområder, forhandler landene, der har fiskeinteresser i disse områder, med hinanden om fiskekvoternes størrelse. Igennem disse forhandlinger afgøres det, hvilke lande der har adgang til at fiske i det pågældende havområde, og samtidig bestemmes det, hvor meget de må fiske.

Klimaproblemet kan ses som eksempel på, hvor svært det kan være at håndtere byrdefordelingen, når man vil tilvejebringe et offentligt gode, i dette tilfælde et klima, hvor temperaturstigningen begrænses til halvanden eller to grader. Vores lokale forbrug af fossile brændstoffer og den dertilhørende udledning af CO₂ bidrager til drivhuseffekten og ændring af det globale klimasystem. Følgerne heraf mærkes ikke alene nu (for eksempel ved, at ekstreme vejrforhold forekommer hyppigere), men forventes også at påvirke fremtidige generationers levevilkår. Det vil være til gavn for alle at nedbringe CO₂-udledningerne, men det har vist sig meget vanskeligt at nå til enighed om bindende aftaler om at gøre det. Dette skyldes flere forhold: Mange landes stærke afhængighed af fossile brændstoffer, forskelle i landenes udvikling – hvor udviklingslandene for eksempel frygter for, at deres muligheder for at forbedre levestandarden vil blive begrænset – og stærkt modstridende interesser inden for de enkelte lande, når det kommer til afviklingen af de fossile energikilder. Får vi ikke styr på CO₂-udledningerne (og andre drivhusgasser), så regner man med en global temperaturstigning på helt op til seks grader. Det vil ifølge den kendte klimaforsker James Hansen føre til ”en helt anden planet”.

Næste afsnit: Ejendomsret og fælleder

by ecomacundervisning

Specifikke miljøproblemer

Specifikke miljøproblemer opstår på mange forskellige måder. Et klassisk problem består i, at en vigtig ressource bliver overudnyttet. Som et dansk eksempel har historikeren Thorkild Kjærgaard i sin disputats, Den danske revolution 1500-1800. En økohistorisk tolkning (1991), beskrevet, hvordan Danmark i første halvdel af 1700-tallet løb ind i en økologisk krise, især fordi skovene var ved at forsvinde. Mens 20-15 % af landet havde været skovdækket omkring 1600, var skovdækningen faldet til kun 8-10 % af landet omkring 1750 (s. 23). Da træ var den vigtigste råstof- og energikilde, var faldet i sig selv et problem, og dertil kom forværringen af sandflugten og flere andre problemer, der var konsekvenser af skovfældningerne. Der var mange samvirkende faktorer, der bidrog til en økologisk genopretning. Samtidig skabte de grundlaget for en senere tids miljøproblemer, ikke mindst knyttet til den øgede brug af fossile brændsler.

Andre klassiske problemer knytter sig til samfundsmæssige forandringer som hastig urbanisering, hvor planlægningen af infrastruktur ikke kan følge med, og den teknologiske udvikling fører til hidtil ukendte sideeffekter. I historikeren Jens Engbergs bog Det heles vel. Forureningsbekæmpelsen i Danmark fra loven om sundhedsvedtægter i 1850’erne til miljøloven 1974 (1999) kan man læse om de horrible levevilkår i København i midten af 1800-tallet, hvor befolkningen var vokset fra ca. 100.000 indbyggere i 1801 til ca. 155.000 i 1860 (s. 23), affald af alle slags hobede sig op, og dødeligheden var meget høj. Bogen belyser også de mange nye problemer, der opstod som følge af den begyndende industrialisering i samme periode, og de problemer, der fra 1930’erne fulgte i kølvandet på brugen af nye bekæmpelsesmidler i landbruget. Forsøgene på at etablere en regulering af miljøproblemerne kom til at tage lang tid – og da nye problemer hele tiden kommer til, er vi fortsat i gang med processen.

Erkendelse af miljøproblemer
Det første skridt i retning af at håndtere et problem består i at anerkende noget som et problem. Gennem historien har der ofte været lang vej fra, at de første kritiske røster er begyndt at tale om noget som et problem, til de første forsøg på at gøre noget ved det. Det tog for eksempel lang tid, før de første faresignaler førte til anerkendelse af problemerne med bly i benzinen, asbest i byggeriet, sammenbrud i fiskeriet og pesticiders betydning for mænds fertilitet (en lang række casestudier er samlet i to rapporter fra det europæiske miljøagentur, European Environment Agency, med titlen Late lessons from early warnings, 2001, 2013). Nogle problemer kan være svære at få øje på, fordi de skadelige effekter af en aktivitet først viser sig langt senere eller langt væk, og fordi årsagssammenhængene kan være svære at udrede. Men andre gange kan der være solid dokumentation, der alligevel ikke fører til handling, enten fordi det kommer på tværs af magtfulde særinteresser, fordi det ”kun” rammer svage grupper i samfundet, eller fordi samfundets flertal prioriterer andre hensyn. Modstanden mod at gøre noget kan afspejle sig i mod-dokumentation, men den strategi er selvfølgelig vanskelig i de situationer, hvor sammenhængene er åbenbare. Meget synlige problemer kan derfor være lettere at få gjort noget ved, især når de samtidig rammer brede grupper i samfundet.

Interessemodsætninger og afvejninger
I en dansk sammenhæng er den lange proces henimod moderne miljøregulering som sagt beskrevet i Engbergs bog. Bogen illustrerer, at mange miljøproblemer – knyttet til for eksempel affaldshåndtering, vandforsyning, spildevand, brugen af giftstoffer i landbruget og forskellige industriers forurening – har en lang historie, og at bestræbelserne på at regulere ofte er stødt ind i stor modstand. Et af de centrale problemer er, at miljømæssige forbedringer ofte kræver indgreb i ejendomsretten, det vil sige ejerens ret til at gøre med sin ejendom, hvad vedkommende selv finder for godt. Da lægerne i 1850’erne forsøgte at forbedre sundhedstilstanden i København og mindske risikoen for epidemier, så de ingen anden vej: ”den frie afbenyttelse af huse og grundstykker bør indskrænkes så vidt, at ikke den enkeltes vilkårlighed eller egennytte kan gribe forstyrrende ind i det heles vel” (Engberg, s. 47). Dette synspunkt kom dengang såvel som nu i konflikt med den traditionelle juridiske forståelse af retssikkerhed, der fokuserer på at beskytte ejere over for indgreb fra statens side. Derfor har det været et vigtigt led i den senere udvikling af faget miljøret at argumentere for et andet retssikkerhedsbegreb med fokus på at beskytte de interesser, der kan blive ramt af ejeres brug af deres ejendom.

Ud over de utallige eksempler på særinteresser leverer historien også mange eksempler på det dilemma, som samfundet mere generelt står over for, fordi forureningsbekæmpelse ikke er gratis. For eksempel skrev socialdemokraten Erling Olsen i 1969 under forberedelserne til en samlet lovgivning om forureningsbekæmpelse: ”Hvad vil vi helst have? Mere tøj? Bedre mad? Bedre og flere møbler? Flere og længere ferier? Større biler? Farvefjernsyn? Eller frisk luft, rent vand og mindre larm i dagligdagen?” (Engberg, s. 378). Når man læser om datidens danske debat, er det let at se parallellerne til den aktuelle debat i Kina, hvor de akutte og påtrængende miljøproblemer står over for ønskerne om stigende levestandard. I Danmark har både miljøproblemerne og forbrugsønskerne ændret sig, men problemstillingen er fortsat aktuel.

Næste afsnit: Problemet med sideeffekter og trediepart

by ecomacundervisning

Introduktion: Styring og Regulering

I temaerne om energi, metabolisme og vækst er der fokus på miljøproblemerne i et samlet perspektiv: skiftet i energigrundlag i et langsigtet perspektiv, væksten i økonomien som metabolisk organisme og de etiske problemer, der knytter sig til udfordringerne. Det omtales også, hvordan forskere på forskellig måde har søgt at synliggøre økonomiens biofysiske vækst og de planetære grænser, vi enten har overskredet eller er på vej til at overskride. I den praktiske miljøpolitik er det imidlertid ofte mere afgrænsede problemer, der er i fokus. Man kan sige, at den generelle vækst i metabolismen afspejler sig i en lang række specifikke miljøproblemer, som gennem årene har trængt sig på og kaldt på en håndtering. I dette tema ser vi på forskellige metoder til at styre og regulere disse problemer.

Næste afsnit: Specifikke miljøproblemer

by ecomacundervisning