Vækst og miljø

Produktionsresultatet - den 'reale' kage

Inge Røpke

Ifølge økologisk økonomi er der ingen tvivl om, at der er grænser for vækst i biofysiske termer. Men betyder det også, at der er grænser for vækst i økonomiske termer? Det afhænger selvfølgelig af, hvad man egentlig mener med begrebet ”økonomisk vækst”. Før vi ser på den aktuelle definition af økonomisk vækst, der knytter sig til begrebet om bruttonationalproduktet, følger her nogle mere grundlæggende overvejelser over, hvad der er til rådighed for samfundet. Det er et grundproblem i økonomisk teori, om man kan definere, hvad et samfund har til rådighed til forbrug og investeringer i løbet af et år. Kan man tale om, at samfundet i løbet af et år fremstiller en ”real kage” – et produktionsresultat, hvoraf noget afsættes til investeringer, og noget fordeles mellem samfundets medlemmer til forbrug? Og kan ”kagen” i så fald måles?

For økologisk økonomi ville det være nærliggende at se på samfundets energioverskud som et mål for kagens størrelse. Når mennesker lever i samfund, der har rådighed over langt mere energi end den mængde, der er nødvendig for overlevelse (det endosomatiske energiforbrug ganget med befolkningens størrelse), så har samfundets medlemmer mulighed for at opnå en høj materiel levestandard. Selvom det giver god mening, er det ikke rigtig tilfredsstillende at måle størrelsen af produktionsresultatet som direkte proportionalt med størrelsen af input. Potentialet for en høj levestandard er ikke det samme som realiseringen af den. Der kan godt være meget energi til rådighed for et samfund, uden at det bliver omsat til stor brugsværdi for samfundet. For det første kan en del af energien gå tabt i form af spild undervejs, og for det andet kan produktionen bestå i produkter, der ikke er nyttige for samfundet. Det ville derfor være mere tilfredsstillende, hvis produktionsresultatet kunne anskues på en måde, der afspejler brugsværdien.

Fremstilling og forbrug af kagen
Når produktionsresultatet ikke kan måles på en meningsfuld måde fra inputsiden, kan det så gøres fra outputsiden? Her bliver det centrale spørgsmål, hvad produktionsresultatet egentlig består af: Hvad skal regnes med i den ”reale kage”, der er kommet ud af årets anstrengelser, og hvad skal ses som forbrug af kagen? Gennem økonomisk teoris historie har det i høj grad været et kontroversielt spørgsmål, hvad der skal ses som en del af produktionsresultatet, og dermed hvilke menneskelige aktiviteter der skal anskues som henholdsvis produktive aktiviteter og forbrugsaktiviteter. Det er forholdsvis enkelt at blive enige om, at fremstillingen af mad, tøj og boliger er produktive aktiviteter, der bidrager positivt til produktionsresultatet. Før i tiden var det en udbredt opfattelse, at kun fremskaffelsen af de basale livsfornødenheder kan ses som produktiv, fordi de er grundlaget for alt andet: Kun når de produktive kan fremskaffe flere livsfornødenheder, end de selv skal bruge, har samfundet råd til, at andre kan bruge deres tid på at sørge for gamle og syge, give koncerter og udøve religiøse ritualer. Men hvis perspektivet skal være meningsfuldt, så bliver viften af produktive aktiviteter hurtigt bred, for mange aktiviteter er forudsætninger for den direkte produktion af livsfornødenheder, for eksempel fremstillingen af de redskaber, der skal bruges, og de omsorgs- og uddannelsesaktiviteter, der er nødvendige, for at ny arbejdskraft kan vokse op og få de fornødne kvalifikationer. Jo mere komplekse samfundene bliver, des bredere bliver viften af aktiviteter, der spiller en mere eller mindre central rolle for livsgrundlaget: Livsfornødenheder skal ikke bare fremstilles, men også distribueres, affaldet skal bortskaffes osv. Som i en myretue eller et økosystem er de mange forskellige funktioner indbyrdes afhængige. Desuden bliver det i stigende grad vanskeligt at definere, hvad der er de mest basale livsfornødenheder. Det giver ikke rigtig mening at kalde stadig større boliger og stadig mere varieret mad og beklædning for livsfornødenheder, hvis omsorg for gamle og syge, koncerter osv. ikke skulle være det.

Når det er så svært at afgrænse produktive aktiviteter på en meningsfuld måde, er det nærliggende at vælge det modsatte yderpunkt – at alle aktiviteter er produktive og bidrager til produktionsresultatet. Men det virker heller ikke særlig tilfredsstillende. For det første er det almindeligt at skelne mellem produktion og forbrug, hvor produktivt arbejde ses som en forudsætning for forbrugsaktiviteter: Først skal maden fremstilles, siden skal den spises. Selvom ernæring er en forudsætning for produktion, er det alligevel almindeligt at se spisning som en form for formål med de produktive aktiviteter og dermed som en forbrugsaktivitet. I litteraturen om tidsstudier findes et forslag til et generelt kriterium for, hvordan der kan skelnes mellem produktion og forbrug: En aktivitet har karakter af forbrug, hvis den kun kan udføres af den aktive person selv – eller hvis den taber i værdi ved at blive overdraget til andre. Som Erik Ib Schmidt skriver: ”Man kan ikke lade andre spise og drikke for sig, ikke lade andre sove for sig, gå en tur, spille fodbold eller læse en god bog eller overlade det til en anden at lytte til god musik eller elske for sig.” (Behøver vi at nå det hele? Spektrum 1990). Samtidig anerkendes det, at kriteriet indebærer grænsetilfælde. For eksempel er uddannelse uløseligt knyttet til den person, der uddanner sig, så kriteriet lægger op til at karakterisere uddannelse som forbrug, selvom den samtidig kan have karakter af en produktiv investering. Skal man udarbejde målinger og statistik, er det nødvendigt at håndtere grænsetilfælde, men det er ikke afgørende for mere principielle overvejelser.

En anden grund til ikke at anskue alle aktiviteter som produktive er baseret på det synspunkt, at nogle aktiviteter ikke øger produktionsresultatet, men snarere indebærer spild eller er direkte skadelige. Eksempelvis vil nogle betvivle det nyttige i at prøve at overtale personer til at bruge noget, som de lige så godt kan undvære (for eksempel gennem reklame). Eller det nyttige i at producere noget, der er skadeligt for helbredet (for eksempel tobak) eller øger risikoen for krig (for eksempel våben). Desuden er det nærliggende at tage højde for, at mange nyttige aktiviteter samtidig har nogle skadevirkninger for eksempel i form af forurening. Det taler for at operere med produktionsresultatet som et nettobegreb, hvor skadevirkningerne er trukket fra.

For det tredje består nogle aktiviteter snarere i omfordeling end i produktion. For eksempel vil mange nok betvivle det produktive i en aktivitet som at stjæle, selvom Robin Hood måske kunne øge den samlede livskvalitet ved at tage fra de rige og give til de fattige. I mange samfund omfordeles produktionsresultatet for at sørge for for eksempel gamle og syge, der ikke selv kan bidrage til at frembringe goderne, men omfordelingen ses ikke som produktion. Som det vil fremgå i afsnittet om fordeling, har samfundene også mekanismer, der sikrer stærke grupper en andel af produktionsresultatet på bekostning af andre.

Disse argumenter lægger op til, at det giver mening at skelne mellem produktive og ikke-produktive aktiviteter, også i komplekse samfund: Selvom det hele hænger sammen, er det nærliggende at skelne mellem produktion og forbrug. Desuden er det almindeligt at skelne mellem aktiviteter, der bidrager til at fremstille brugsværdier, og aktiviteter, der omfordeler brugsværdierne. Men samtidig er de konkrete skillelinjer kontroversielle. Ud fra et økologisk økonomisk perspektiv er der nogle af de ofte anvendte kriterier, der ikke giver mening. For eksempel kan der ikke skelnes mellem produktive og uproduktive aktiviteter ud fra et kriterie, der tager udgangspunkt i den økonomiske enhed, der udfører aktiviteten: En aktivitet bliver hverken mere eller mindre produktiv af at blive udført i en privat virksomhed frem for en husholdning eller den offentlige sektor. Det er et bidrag til produktionsresultatet, uanset om grøntsagerne bliver dyrket i et gartneri eller i en privat have, eller om børnene bliver passet i en offentlig vuggestue, af en ansat au pair eller af forældrene. Det er heller ikke et relevant kriterie, om nogen tjener penge på udførelsen af en opgave eller ej. Man kan sige, at betaling er en slags bevis for, at nogen opfatter noget som nyttigt, men manglende betaling behøver ikke være udtryk for det modsatte. Om der tjenes penge eller ej, har noget med fordelingsmekanismer at gøre, som det omtales i afsnittet om fordeling.

Kagens størrelse og anvendelse
Når produktionsresultatet ses som en ”real kage” – en mængde af brugsværdier, der er til rådighed for et samfund i et givet år – så giver det mest mening at referere til den endelige kage, så man ikke kommer til at regne råvarer og mellemprodukter med flere gange. Nogle brugsværdier er i årets løb blevet brugt til at fremstille andre brugsværdier. Da de kun har været midler til målet, bør de ikke regnes med i den reale kage: Med andre ord, den reale kage er den endelige bagte kage – ikke det mel, de æg og det sukker, der er brugt til at fremstille den. Nogle af brugsværdierne i den endelige reale kage sættes til side for at blive anvendt til at øge den fremtidige produktion. Sådanne investeringer består for eksempel af nye bygninger, maskiner, uddannelse og forskningsaktiviteter samt naturgenopretning (forbrugsgoder, der lægges på lager til senere, kan også ses som investeringer). Andre brugsværdier består af goder og tjenester som mad, tøj, boligbenyttelse, teaterbesøg, børnepasning og sundhedsydelser, der kan ses som forbrug. Man kan diskutere, hvad der skal opfattes som henholdsvis forbrug og investeringer, men den afgrænsning er ikke afgørende her (det er den til gengæld, når man laver statistik og modeller). I afsnittet om dynamik og fordeling ser vi på, hvorfor kagen vokser over tid, og hvordan den bliver fordelt mellem samfundsgrupper.

Selvom fremstillingen her tilslutter sig den forestilling, at et samfund i løbet af et år tilvejebringer et produktionsresultat, må det samtidig konstateres, at der ikke er givet noget bud på, hvordan denne mængde af brugsværdier kan måles på en meningsfuld måde fra outputsiden. Økologisk økonomi har bud på biofysiske målinger af de input, der anvendes i produktionen, men ikke på målingen af output: Der er ikke nogen relevant fælles biofysisk kvalitet af output, der gør det muligt at lægge brugsværdierne sammen. Alligevel vil begrebet om den reale kage blive brugt som en abstrakt forestilling om en mængde af brugsværdier i andre afsnit.

Bruttonationalproduktet
For at kunne lægge brugsværdierne sammen må de have en fælles egenskab. Efterhånden som markedsøkonomien udvikler sig, så stadig flere varer og tjenester bliver handlet på markeder, bliver det nærliggende at bruge priser som den fælles målestok. Så kan den samlede sum af årets produktion af brugsværdier beregnes ved at gange hver enkelt vare (eller tjeneste) med varens pris og lægge det hele sammen. For at undgå dobbeltregning – altså at råvarer og mellemprodukter regnes med flere gange – må man fra den enkelte vares pris fratrække værdien af de anvendte input fra andre producenter. Hermed får man beregnet markedsværdien af den endelige bagte kage. Det er denne tankegang, der i 1930’erne udmøntes i begrebet bruttonationalproduktet, BNP. I det følgende går vi nærmere ind på BNP uden at diskutere, hvorfor økologiske økonomer er skeptiske over for brugen af priser som målestok. Det kommer vi ind på i temaerne om Drivkræfter og fordeling og om Politiske beslutninger.

Tankegangen bag BNP udspringer af den simple kredsløbsmodel, der kendes fra neoklassisk økonomi, hvor virksomhederne forsyner husholdningerne med varer mod betaling på færdigvaremarkederne, mens husholdningerne forsyner virksomhederne med input til produktionen mod betaling på markederne for produktionsfaktorer (baseret på det perspektiv, at husholdningerne i sidste ende er ejere af alle produktionsfaktorer). Ud fra denne simple model (hvor der ses bort fra investeringer, offentlig sektor og udland) kan BNP beregnes på tre måder, der i princippet giver samme resultat. BNP er den årlige sum af:

• Værditilvæksten i alle virksomheder, det vil sige varernes pris minus værdien af anvendte input fra andre virksomheder (jf. ovenfor)
• Produktionsværdien af alle færdigvarer, der sælges til husholdningerne (baseret på færdigvarens pris, uden at inputs trækkes fra)
• Husholdningernes indkomster i form af løn, aktieudbytte, renter mv.

I praksis er beregningerne selvfølgelig mere komplicerede, blandt andet fordi investeringer, den offentlige sektor og udlandet også må inddrages.

Bestræbelserne på at udforme statistiske opgørelser af samfundets samlede produktion eller indkomst går langt tilbage, men det er først i tiden omkring den store depression i 1930’erne, at der for alvor kommer fokus på styringen af makroøkonomien og dermed på behovet for redskaber til at måle den samlede økonomiske aktivitet. Efter det store Wall Street-krak i 1929 og den efterfølgende eksplosive arbejdsløshed havde de vestlige regeringer i 1930’erne brug for detaljerede statistikker for samfundsøkonomien. I USA fik økonomen Simon Kuznets derfor til opgave at udarbejde et mål for den samlede amerikanske økonomis tilstand, hvilket førte til et af de første bud på det, vi i dag kalder bruttonationalproduktet, BNP. Kuznets’ oprindelige ambition var at lave et mål for økonomisk velfærd, så han foreslog for eksempel at fratrække udgifter til våben, reklamer og finansiel spekulation fra nationalindkomsten. Men dette fokus ændrede sig afgørende med krigsforberedelserne, fordi det blev vigtigt at beregne, hvor mange ressourcer der kunne trækkes ind i krigsindsatsen, og fordi denne indsats helst ikke måtte fremstå som et dræn i økonomien.

I denne tidlige fase af udviklingen af BNP-målet var opgørelsen et middel, der skulle støtte bekæmpelse af arbejdsløshed og mobilisering af ressourcer til krig, og ikke et mål i sig selv. Det var først i løbet af 1950’erne og 1960’erne, at vækst i BNP kom på dagsordenen som en målsætning, blandt andet motiveret af konkurrencen med Sovjetunionen. Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) var en af hoveddrivkræfterne bag at gøre BNP til et mål for økonomisk vækst og økonomisk vækst til en topprioritet for den økonomiske politik.

I dag behøver man ikke at følge særlig meget med i debatten om den danske økonomi for at opdage, at økonomisk vækst er et uomtvisteligt kernetema og et af hovedmålene for den økonomiske politik. Økonomisk vækst opfattes ofte som synonym med velstand, fremgang og overskud, mens recession – det modsatte af økonomisk vækst – forbindes med fattigdom, tilbageskridt og underskud. Denne status skyldes blandt andet sammenhængen mellem økonomisk vækst og beskæftigelse og finansieringen af velfærdsstaten.

Kritik af BNP
Samtidig med at BNP-målet har opnået voksende betydning i den økonomiske politik, er også kritikken rettet mod denne indikator vokset. Særligt i forbindelse med fremkomsten af globale miljøproblemer er kritikken blevet mere og mere udtalt.

De klassiske indvendinger imod BNP peger på de problemer, som Kuznets selv var optaget af. Når alle økonomiske transaktioner indregnes som bidrag til BNP, bliver det ikke noget godt mål for velfærd. For det første stiger BNP, når der skal ryddes op efter forurening og bilulykker. Der sker heller ikke nogen modregning i BNP, når økonomiske aktiviteter reducerer beholdningen af naturressourcer som olie, udpiner landbrugsjorden eller skader habitater for dyr og planter. For det andet er der mange nyttige aktiviteter, der ikke regnes med i BNP, fordi de ikke omsættes på et marked. Det gælder for eksempel husligt arbejde i hjemmet og frivilligt arbejde i foreninger. Da flere kvinder kom ud på arbejdsmarkedet i 1960’erne, og flere børn blev passet i børneinstitutioner, resulterede det således i sig selv i en stigning i BNP.

Dertil kommer, at fokuseringen på BNP som det centrale mål for velfærd fører til nedprioritering af andre aspekter af velfærd. For eksempel har der i de senere år været en del diskussion af betydningen af lighed for velfærden i et samfund. Social- og sundhedsforskerne Wilkinson og Pickett har på grundlag af en større statistisk analyse argumenteret for, at mere lige samfund oplever større velfærd målt på en lang række parametre knyttet til folkesundhed og kriminalitet. Tilsvarende har andre fremhævet, at mere lighed øger graden af gensidig tillid og dermed velfærden i samfundet.

Der fremføres mange andre kritikpunkter over for opgørelsen af BNP, og de konkrete beregningsmetoder forandrer sig løbende. For eksempel er det et kontroversielt spørgsmål, hvordan den finansielle sektors bidrag til BNP gøres op (i hvilken grad skal aktiviteterne ses som produktive, henholdsvis som fradrag i andre sektorers indkomst), ligesom det diskuteres, hvordan statistikken kan indfange, hvad der foregår i den digitale økonomi, hvor mange tjenester umiddelbart er gratis.

Næste afsnit: Vækstens dilemma

by ecomacundervisning

Introduktion: Vækst og miljø

Økonomisk vækst er et helt centralt emne i økonomisk tænkning og bliver som regel fremstillet som et samfundsgode, en nødvendighed for samfundsmæssig udvikling. I dette tema vil vi se nærmere på økonomisk vækst med økologisk økonomiske briller. Når man gør dette, melder der sig flere problematiske aspekter. Blandt andet viser det sig, at der er grænser for vækst i biofysisk forstand, men der er også udfordringer i måden, vi måler økonomisk vækst på. Man kan med rette spørge, om det mål for økonomisk vækst, vi i øjeblikket anvender (BNP), er det rigtige i en tid, hvor økonomien forandrer sig, og vores verden trues af voksende miljømæssige kriser. Endelig kan der også sættes fokus på, at væksten udgør et samfundsmæssigt dilemma, fordi den på den ene side er en meget succesfuld opskrift på velfærd og stabilitet, men på den anden side har omfattende miljømæssige konsekvenser.

Næste afsnit: Biofysiske grænser for vækst

by ecomacundervisning

Vækstens dilemma

Emil Urhammer & Inge Røpke

Trods diverse kritikpunkter er det klart, at økonomisk vækst, målt som vækst i BNP, fortsat er den centrale målsætning i den økonomiske politik. Siden finanskrisen i 2008 er det imidlertid blevet mere almindeligt at tale om, at vi står over for en systemkrise, hvor økonomiske og miljømæssige kriser optræder samtidigt og er filtret sammen på mange forskellige, komplicerede måder. Den økologiske økonom Tim Jackson har formuleret det sådan, at vi står i et dilemma, vækstens dilemma, hvor den økonomiske vækst på den ene side undergraver miljøet gennem klimaforandringer og ødelæggelse af økosystemer, mens væksten på den anden side er nødvendig for at opretholde velstand, beskæftigelse og finansiering af velfærdsstaten, sådan som vi i dag har indrettet vores økonomiske system.

https://www.youtube.com/watch?v=JRvk9Nl31X4

I denne video kan du høre Tim Jackson selv fortælle om vækstens dilemma.

Afkobling
For at overkomme vækstens dilemma sætter væksttilhængere ofte deres lid til afkobling, som går ud på, at man ved hjælp af teknologiske innovationer og ressourceeffektivitet kan afkoble den økonomiske vækst fra miljøpåvirkningen. I en kritisk analyse af idéen om afkobling argumenterer Tim Jackson imidlertid for det urealistiske i denne forhåbning.

For at forstå Jacksons argumenter er man nødt til at skelne mellem to forskellige typer af afkobling: relativ og absolut. Relativ afkobling betyder, at miljøpåvirkningen pr. enhed økonomisk output er faldende. Dette betyder ikke, at miljøpåvirkningen i sig selv er faldende, men at BNP er vokset mere end miljøpåvirkningen. I modsætning til relativ afkobling betyder absolut afkobling, at miljøpåvirkningen er faldet i absolutte termer uafhængigt af udviklingen i BNP.

[otw_shortcode_info_box border_type="bordered" border_style="bordered"]IPAT-ligningen

IPAT-ligningen beskriver forholdet mellem på den ene side miljøpåvirkning og på den anden befolkningsstørrelse, velstand og en teknologifaktor, som angiver miljøpåvirkning pr. enhed af BNP. IPAT kan ses som et redskab til at få begreb om og diskutere sammenhænge mellem miljøpåvirkning, befolkningsstørrelse, velstand og teknologisk formåen. Selve ligningen ser således ud:

I = P ⋅ A ⋅ T  (Impact = Population ⋅ Affluence ⋅ Technology).

Hvor I er miljøpåvirkning (målt i forskellige enheder alt afhængig af miljøproblemet, man ønsker at undersøge), P er befolkningstallet, A er velstand (målt i BNP pr. person), og T er en teknologifaktor (målt i miljøpåvirkning pr. enhed af BNP).

Et eksempel på brugen af ligningen kunne være at se på den globale CO2-udledning. I dette tilfælde betegner I den globale CO2-udledning givet ved: CO2 (gigaton) = P (befolkningstallet) ⋅ A (BNP/ befolkningstallet) ⋅ T (gigaton/BNP). Hvor befolkningstallet er jordens samlede befolkning, og BNP er det globale bruttonationalprodukt. Ligningen kan benyttes på flere forskellige problemstillinger, hvor I ofte vil betegne forurening eller forbrug af ressourcer.[/otw_shortcode_info_box]

For at få en bedre fornemmelse af forskellen på relativ og absolut afkobling kan man benytte IPAT-ligningen (se infoboksen ovenfor). Hvis T, det vil sige miljøpåvirkningen pr. enhed af BNP, bliver mindre, har man relativ afkobling, mens absolut afkobling opstår, når I bliver mindre. Som en tommelfingerregel kan man sige, at absolut afkobling i en verden, hvor både befolkningstallet og BNP pr. indbygger vokser, kun kan opnås, hvis den relative afkobling udligner effekten af befolknings- og indkomststilvæksten. Vælger man et globalt perspektiv, er det imidlertid svært at finde historiske fortilfælde, hvor noget sådant er forekommet.

For at illustrere dette bruger Jackson IPAT-ligningen til at se på de globale CO2-udledninger, hvilket betyder, at I betegner globale CO2-udledninger, og T udtrykker CO2-intensiteten. CO2-intensitet betyder CO2-udledning pr. enhed af BNP. Høj intensitet er ensbetydende med, at der udledes en stor mængde CO2 pr. BNP-enhed, mens lav intensitet betyder det modsatte. Høj CO2-intensitet er dermed det samme som lav CO2-effektivitet.

Jackson påpeger nu, at CO2-intensisteten gennemsnitligt er faldet med 0,7 % pr. år siden 1990. Dette modvirkes imidlertid af en gennemsnitlig befolkningstilvækst på 1,3 % pr. år og en gennemsnitlig indkomststigning på 1,4 % pr. år, hvilket betyder, at effektivitetsforbedringerne ikke engang har kunnet udligne effekterne af en voksende verdensbefolkning. I stedet er den samlede CO2-udledning steget med gennemsnitligt 2 % pr. år fra 1990 til 2007.

På samme måde undersøger Jackson også muligheder for absolut CO2-afkobling i fremtiden og konkluderer, at med de officielle fremskrivninger af verdens befolkningstal og indkomst pr. person er kravet til forbedringer af T af en størrelsesorden, som må betragtes som nærmest umulig og i hvert tilfælde aldrig set tidligere i historien. Hvis man hertil lægger idéen om større lighed i indkomster på globalt plan, så bliver udfordringen endnu mere uoverskuelig. Tænker man for eksempel, at alle mennesker i verden skal have samme indkomstniveau som i Europa, vil dette kræve, at verdensøkonomien er seks gange større end nu i 2050. Hvis vi skal holde os inden for IPCC’s fastsatte grænseværdier for CO2 i atmosfæren, så vil dette kræve, at CO2-intensiteten falder med omkring 9 % om året frem til 2050.

Med de 0,7 % fald i intensiteten pr. år, som vi har set siden 1990, kan man konstatere, at udfordringen for effektivitetsforbedringerne er ganske betydelig. Som en reaktion på dette problem foreslår Jackson, at vi begynder at overveje det hensigtsmæssige i fortsat økonomisk vækst i stedet for at blive ved med at håbe på, at teknologien kan skabe de nødvendige effektivitetsforbedringer. I forhold til IPAT-ligningen betyder dette, at Jackson foreslår, at man skal begynde at tillade at skrue ned for A og P, så T ikke er den eneste faktor, som kan bringe I ned, og dermed skabe absolut afkobling.

Rebound-effekter
Når man beskæftiger sig med muligheder for afkobling mellem økonomisk vækst og forbrug af energi og ressourcer, melder der sig endnu en udfordring kaldet rebound-effekter. Rebound-effekter betegner det problem, at en energi- eller ressourceeffektivisering ofte medfører et merforbrug, som udligner effekten af effektiviseringen. Lad os tage bilkørsel som eksempel. Hvis man erstatter sin gamle bil med en nyere, mere energieffektiv model, som kan kører længere på litteren, sker der ofte det, at den økonomiske besparelse, som ligger i, at bilen kan køre længere på literen, udmønter sig i, at man begynder at bruge bilen mere og kører længere. På denne måde fører effektiviseringen bare til mere kørsel i stedet for en energibesparelse. Denne mekanisme kendes også i forbindelse med husisolering, hvor forbedret isolering kan medføre højere rumtemperaturer i stedet for faldende energiforbrug. Endelig ser man også rebound-effekter i forbindelse med øget forbrug som følge af besparelser tilvejebragt af energi- eller ressourceeffektiviseringer. Lad os tage eksemplet med bilen igen. Hvis man nu faktisk ikke begynder at køre mere og længere efter at have købt en ny energibesparende bil, så giver dette en økonomisk besparelse. Hvis denne besparelse nu omsættes i et merforbrug til for eksempel en ny mobiltelefon, ja, så opstår der igen en rebound-effekt i form af miljøbelastende merforbrug.

Grøn vækst
I et tidligere afsnit blev det nævnt, at væksttilhængere sætter deres lid til afkobling mellem økonomisk vækst og miljøpåvirkning, når det gælder løsningen af vækstens dilemma. Denne løsningstilgang bliver ofte betegnet grøn vækst og kan ses som et politisk program for løsningen af de mange økonomiske og miljømæssige kriser i vores tid. I grøn vækst er der særligt fokus på ressourceeffektivitet, investeringer i vedvarende energi og grøn innovation. Med dette fokus knytter grøn vækst sig stærkt til markedsorienterede løsninger, hvilket også kommer til udtryk i idéen om at bruge prisregulerende indgreb, såsom ressource- og miljøbeskatning, for at ændre økonomisk adfærd, højne ressourceeffektiviteten og sænke miljøbelastningen. Endvidere er der også blandt visse tilhængere af grøn vækst blevet givet udtryk for et ønske om at finde et nyt mål for økonomisk vækst. Her er idéen ofte at supplere eller korrigere BNP ved hjælp af andre indikatorer, som måler miljømæssige og sociale effekter, som BNP er blind for.

Modvækst
I tråd med Tim Jacksons skepsis over for muligheden for afkobling er der siden finanskrisen i 2008 opstået en international bevægelse kaldet modvækst (degrowth på engelsk), som argumenterer for, at den økonomiske vækst har nået sine miljømæssige grænser, og at det derfor er på høje tid at omstille til en ny samfundsøkonomi, som ikke baserer sig på økonomisk vækst. Modvækst er et omfattende politisk program, som adresserer mange forskellige aspekter af samfundsøkonomien, hvor løsningen af vækstens dilemma består i at overgå til en ikke-vækstøkonomi med fokus på retfærdig fordeling af jordens og samfundenes ressourcer. Dette betyder ikke, at tilhængere af modvækst er imod ressourceeffektivitet og innovation; de mener bare, at dette langtfra er nok til at løse vækstens dilemma. I en global økonomi kendetegnet ved ressource- og miljøbegrænsninger er det nemlig endvidere nødvendigt, at de begrænsede ressourcer deles retfærdigt mellem individer og nationer. På denne måde står idéen om lighed centralt for modvækst-bevægelsen.

I modsætning til grøn vækst er modvækst et politisk program, som kræver et radikalt opgør med tidens herskende økonomiske logikker om økonomisk vækst, offentlige besparelser og øget arbejdsudbud. I stedet taler man inden for modvækst om at bremse væksten, om retfærdig fordeling af indkomst og ressourcer, om at sænke arbejdstiden, om maksimum- og minimum-grænser for indkomst og om muligheden for en ubetinget basisindkomst til alle.

Et andet vigtigt tema for modvækst-bevægelsen er store virksomheders og superrige individers indflydelse på økonomien og samfundenes demokratier. Denne indflydelse kommer blandt andet til udtryk i miljøkonflikter, hvor multinationale virksomheder forsøger at overtage kontrollen med og udnytte naturressourcer som drikkevand, olie og fiskebestande på bekostning af lokalbefolkninger, som i århundreder har levet i de områder, hvor disse ressourcer findes. En del af modvækst-bevægelsens intention er derfor også at gøre opmærksom på disse konflikter og problematisere overgreb mod marginaliserede befolkningsgruppers rettigheder. På denne måde handler modvækst også om kampen imod multinationale virksomheders og ekstremt rige individers råderet over fælles naturressourcer og indflydelse på politik.

Som et sidste punkt i modvækst-tænkningen skal det også nævnes, at den finansielle sektor ses som et meget stort samfundsproblem og som en kerneårsag til økonomisk ustabilitet og ulighed. Det er derfor vigtigt for modvækst-tilhængere, at der tages et radikalt opgør med finanssektoren ved hjælp af omfattende regulering, opsplitning af alt for store banker og ved større statslig indblanding i den finansielle sektors aktiviteter generelt. På denne måde ønsker man at gøre den finansielle sektor til en hjælper for samfundsøkonomien i stedet for en sektor, som først og fremmest tænker på, hvordan der kan skabes overskud på komplicerede finansielle transaktioner.

Vækstagnosticisme
Nært beslægtet med modvækst-tanken er begrebet vækstagnosticisme, som betegner en holdning til økonomisk vækst, der går ud på, at vækst simpelthen ikke er det centrale samfundsøkonomiske problem i vores tid. For vækstagnostikere er der ingen grund til at bruge så mange kræfter på at diskutere, om det er godt eller skidt, at BNP går op eller ned, eller hvordan et nyt mål for vækst skal se ud. Vi har vigtigere problemer, såsom klimaforandringer, arbejdsløshed og ulighed, at løse. Set i dette lys kan diskussionerne om og bestræbelserne på at opnå økonomisk vækst ses som en unødvendig hindring for at løse vore samfunds allermest presserende problemer.

Se også: Opgaver til temaet Vækst og Miljø

by ecomacundervisning

Biofysiske grænser for Vækst

Emil Urhammer & Inge Røpke

En af konsekvenserne af det biofysiske perspektiv på økonomien er fremhævelsen af grænser for vækst. I det biofysiske perspektiv er jorden et system, som primært får sin energi fra solen, og samfundsøkonomien ses som en metabolisk organisme, der udvikler sig inden for biosfærens begrænsede rammer. Jo større organismen bliver – baseret på stadig større gennemstrømning af energi og materialer – des større bliver risikoen for, at organismen undergraver sine egne livsbetingelser. Den største risiko knytter sig til, at de livsopretholdende systemer ændres på måder, der gør kloden mindre egnet til at være beboet af mennesker. De livsopretholdende systemer har for eksempel betydning for atmosfærens sammensætning, vandkredsløbet, næringsstofkredsløbet, planternes bestøvning og jordens frugtbarhed. Klimaudfordringen er en af de mange udfordringer, der udspringer af, at samfundsøkonomiens metaboliske organisme er blevet for stor. Mange af udfordringerne hænger sammen, for eksempel fordi forsøgene på at begrænse brugen af fossile brændsler fører til øget brug af biomasse til energiformål og dermed til overudnyttelse af landbrugsarealerne og vandressourcerne samt pres på biodiversiteten.

[otw_shortcode_info_box border_type="bordered" border_style="bordered"]Grænser for Vækst

I 1972 publicerede en gruppe unge forskere på MIT i USA et banebrydende modelstudie ved navn 'Grænser for Vækst'. I studiet brugte man en regnemodel til at lave forskellige globale scenarier for fremtiden. I scenarierne forsøgte man at fremskrive udviklingen af fem globale variable under forskellige betingelser. De fem variable var: befolkning, fødevareproduktion, industriel produktion, forurening og forbrug af ikke-fornybare ressourcer. Et af scenarierne blev kaldt 'standardforløbet' og var et bud på, hvordan de fem variable ville udvikle sig, hvis den globale økonomi fortsatte i sit hidtidige vækstspor. Ifølge modelberegningerne vil dette føre til et sammenbrud af den globale økonomi i midten af det 21. århundrede, hvis man ikke ændrede kurs gennem politiske indgreb. Gruppens rapport blev modtaget med udbredt skepsis og mødte meget stor modstand fra mainstreamøkonomer og politikere. Rapporten blev ofte set som en forudsigelse snarere end som den advarsel, den var tænkt som. Et efterfølgende studie fra 2008, som sammenligner det oprindelige kollapsscenarie med den faktiske udvikling siden 1972, påviser en klar sammenhæng mellem scenariet og de faktiske data, hvilket antyder, at advarslen desværre ikke blev hørt.[/otw_shortcode_info_box]

[otw_shortcode_info_box border_type="bordered" border_style="bordered"]Planetære grænser  

I 2009 publicerede en gruppe forskere med svenskeren Johan Rockström i spidsen et videnskabeligt studie, som har fået stor betydning for forståelsen af vores nutidige udfordringer og behovet for bæredygtig omstilling. I studiet identificerer gruppen ni såkaldte planetære grænser, som ikke bør overskrides, hvis kloden skal forblive et sikkert levested for mennesker og andre arter. Grænserne er defineret ved at undersøge menneskeligt fremkaldte, globale forandringer af en størrelsesorden, som kan betragtes som uhensigtsmæssige for klodens livsopretholdende systemer. Klimaforandringerne, tab af biodiversitet, forsuring af verdenshavene, det globale forbrug af ferskvand og konvertering af land til landbrug er nogle af de miljøproblemer, for hvilke forskerholdet har defineret planetære grænser. Med grænse menes et punkt, hvor systemet overgår til en ny tilstand. I forhold til klimaforandringerne definerer forskerne grænsen ved hjælp af mængden af CO2 i atmosfæren og anslår, at denne mængde allerede har overskredet den kritiske grænse, hvor klimasystemet er i færd med at overgå til en ny og meget mere ustabil tilstand. Flere andre planetære grænser er ifølge forskerne også allerede overskredet. Dette gælder for eksempel i tilfældet biodiversitet, hvor de mener, at tabet af arter er så langt fremskredet, at det kan få katastrofale konsekvenser for klodens økosystemer.[/otw_shortcode_info_box]

Eksponentiel vækst og fordoblingstider
De to ovenstående infobokse præsenterer to studier, som belyser et matematisk fænomen kaldet eksponentiel vækst. For at trænge lidt dybere ned i spørgsmålet om vækst og bæredygtighed er det nyttigt at beskæftige sig lidt med dette fænomen. Dette skyldes, at flere af de processer, som i øjeblikket truer vitale økosystemer og klimatiske balancer netop kan karakteriseres ved denne form for vækst.

De fleste er nok bekendte med såkaldt lineær vækst, hvor noget vokser med den samme mængde for hver tidsenhed. Et barn, som vokser otte cm hvert år, eller en opsparing af lommepenge, som vokser med 10 kroner hver uge, er eksempler på lineær vækst. Eksponentiel vækst derimod er kendetegnet ved, at noget vokser med en fast procentdel af den samlede mængde for hver tidsenhed. En befolkning, som vokser med 1 % af det samlede antal om året, vokser eksponentielt. Det samme gør en opsparing, der giver en renteindtægt på 5 % om året.

Eksponentiel vækst ses blandt andet ofte i biologiske systemer. En koloni af gærceller, for eksempel, hvor hver celle deler sig i to hvert tiende minut, vokser eksponentielt med en vækstrate på 100 % pr. tiende minut. Men eksponentiel vækst findes også i økonomien, hvor BNP kan vokse eksponentielt, og i den finansielle verden, hvor ejendomspriserne for eksempel kan vokse eksponentielt og til sidst forårsage en bristende boble.

I modsætning til lineær vækst er den absolutte mængde, med hvilken en eksponentielt voksende mængde øges pr. tidsenhed, ikke konstant. Hvis man har en opsparing på 5.000.000 kr. til en rente på 5 %, så vil opsparingen det første år vokse med 250.000 kr., mens den det næste år vil vokse med 262.500 kr. og så videre. Dette forhold gør eksponentiel vækst til et drilsk fænomen, fordi væksten i begyndelsen virker tilforladelig, men pludseligt og meget hurtigt eksploderer. Dette ser vi blandt andet i det fænomen, som nogle har kaldt den store acceleration (se tema 1), hvor en lang række størrelser, som den globale befolkning og ressourceforbruget, er vokset eksponentielt og eksploderet i nyere tid. Denne vækst har lagt et stor pres på og truer nu med at nedbryde vigtige globale økosystemer.

Et vigtigt begreb i forbindelse med eksponentiel vækst er fordoblingstiden, altså den tid, det tager for en bestemt mængde at blive dobbelt så stor. Der findes forskellige illustrative fortællinger om det lumske og overraskende i fordoblingstiden ved eksponentiel vækst. En gammel anekdote fortæller for eksempel, at kejseren af Kina ville belønne opfinderen af skakspillet med en gave som tak for dette fantastiske spil. Opfinderen bad nu om at få ris i gave. På første felt af skakbrættet skulle man lægge 1 riskorn, på det andet 2, på det tredje 4, på det fjerde 8 og så fremdeles. På hvert nyt felt skulle der altså lægges det dobbelte, af hvad der lå på det forrige. Det var dog et beskedent ønske, tænkte kejseren, men snart skulle det vise sig, at kejseren ikke kendte til eksponentiel vækst, for i hele det store Kina havde man ikke ris nok til at efterkomme opfinderens ønske. Det er nemlig sådan, at allerede før man når til det sidste felt i skakspillet, vil antallet af riskorn overstige den samlede globale risproduktion i dag. Og når man kommer til det sidste felt, skal der på dette felt lægges 2⁶³ riskorn, et svimlende stort tal. I tillæg til denne anekdote skal det nævnes, at væksten i hver fordoblingstid er større end al den foregående vækst. Så for hver gang mængden fordobles, skal der lægges mere til end hele mængdens tidligere vækst.

Et andet eksempel på fordoblingstid kommer fra en gammel fransk gåde om åkander, som viser, med hvilken pludselighed noget kan vokse. Gåden lyder som følger: Du ejer en lille sø, hvori der vokser en åkande. Hver dag fordobles det areal af søens overflade, som planten dækker med sine flydende blade. Hvis du ikke sørger for at holde åkandens vækst nede, vil den dække hele søen i løbet af 30 dage. Sker dette, kommer der ikke nok sollys til søen, hvilket vil være katastrofalt for de andre arter, som lever i søen. I mange dage fylder åkanden ikke alverden, så du gør ikke noget for at begrænse dens vækst. Faktisk beslutter du, at du først vil gøre noget ved åkanden, når den dækker halvdelen af søens overflade. Spørgsmålet er nu, hvilken dag det er? Svaret er dag nummer 29, altså dagen før den fylder hele søen, og da har du altså kun en dag tilbage til at gøre noget ved problemet. Moralen i denne gåde er, at eksponentiel vækst kan virke uproblematisk og overskuelig, indtil det pludselig kan være for sent at gøre noget ved problemet.

Et af de forhold, som gør vores nutid så kompliceret, er, at den er kendetegnet ved sammenfiltret eksponentiel vækst i flere forskellige variable: forbrug af ressourcer, forurening, den globale befolkning, huspriser m.m. Som vi har forsøgt at illustrere, er eksponentiel vækst et lumsk fænomen, som gør det meget svært at gennemskue udviklingen i disse sammenfiltrede variable og systemer.

Næste afsnit: Produktionsresultatet - den 'reale' kage

by ecomacundervisning