Inden for forskningslitteraturen forklares samfundsmæssige systemers tendens til at fastholde og udbygge etablerede teknologier og løsninger typisk ved hjælp af evolutionære systemlogikker. Inden for samfundsvidenskaben blev disse evolutionære systemlogikker i første omgang udviklet af innovationsøkonomer op gennem 1980’erne og 1990’erne.

Økonomerne antog, at økonomiske systemer i lighed med biologiske systemer udvikler sig gennem evolutionære selektions- og variationsprocesser.

I lighed med økologiske systemer, der skaber varians gennem mutationer i forbindelse med forplantning, antog økonomerne, at økonomiske systemer løbende skaber nye variationer, når virksomheder og andre entreprenører finder på nye produkter, ydelser, processer og forretningsmodeller. For at forklare hvilke variationer der overlever, uddør og spreder sig, antog økonomerne endvidere, at økonomisk systemer i lighed med økologiske systemer udgør såkaldte selektionsmiljøer. Analogt til selektionsmiljøet på savannen eller i regnskoven der udgøres af eksempelvis tørke, kulde, tilgængeligheden af føde, sygdomme og rovdyr, identificerede økonomerne de centrale udvælgelsesmekanismer i de økonomiske systemers selektionsmiljøer. De pegede eksempelvis på at fysisk infrastrukturer, tekniske standarder, offentlig regulering, industrielle strukturer, samt etablerede professioners vidensbase og arbejdsdeling udgør selektionsmekanismer, som er centrale for, hvorvidt nye variationer overlever og spreder sig.

På baggrund af denne forklaringsmodel argumenterede økonomerne for, at kun innovationer, der er konkurrencedygtige i forhold til det samlede system af selektionsmekanismer, er levedygtige inden for et økonomisk system. Dette forklarede, hvorfor etablerede økonomiske systemer typisk er fjendtlige over radikalt nye løsninger, fordi sådanne løsninger ofte forudsætter en grundlæggende anderledes sammensætning af det etablerede økonomiske system selektionsmekanismer – eksempelvis ny regulering, en tilpasning af den etablerede infrastruktur og helt ny industrielle standarter. Den evolutionære forklaringsmodel beskrev således innovation som ’sti-afhængig’, hvor kun mindre radikale variationer der støtter sig tæt op ad det økonomiske systems etablerede selektionsmekanismer overlever og spreder sig.

 Omstillingsforskningen peger således på at systemomstillinger både handler om at kultivere variationer gennem niche-strategier og om at modulere det samfundsmæssig systems etablerede selektionsmiljø, således at systemet bliver mere åbent over for radiale innovationer. Forskningen peger således også på, at omstillinger sjældent kan planlægges i traditionel forstand, fordi systemernes udviklingsdynamikker sjældent kontrolleres af en enkelt aktør eller organisation.